Godhed på bekostning
Kristian Kruse Dansk Folkeparti Chr. Jensens vej 7 Jordrup Et mindretal i Byrådet bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre forslog, at Kolding skulle være hjemsted for et asylcenter. Når man ser på de erfaringer, de byer der i dag har et, må man undres. Butikker der må ansætte vagter, tyverier og generel ballade, er bare en del af det et sådant center bringer med sig. Der er så vidt vides heller ikke fyldt i de centre, der allerede er etableret, så grunden til dette forslag må stå hen i det uvisse. Det der også står hen i det uvisse er, hvor pengene til det skal komme fra. Fanøs borgmester, der før har været utroligt positiv, har måttet sande, at det giver et hul i kommunekassen. Vi har før fået at vide, at vi fik det hele refunderet af Staten, men der var flere udgifter, som ikke blev dækket, og det er kun i starten disse udgifter bliver dækket. På længere sigt vil det give et temmelig stort hul i kommunekassen. Man har ikke villet anvise hvor pengene skulle tages fra. Derfor må dette forslag ses som et forsøg på at vise sin egen godhed uden realiteter bag ved - altså godhed på bekostning af andre.