Musik i alle mulige retninger
Overskud ved længe åbent-arrangement fredag går til kampen mod Sclerose
Når Roskildes forretninger igen på fredag aften har længe åbent, bliver der musik i alle retninger på Stændertorvet, mens overskuddet ved en indsamling i butikker og fra andre af weekend'ens arrangementer går til Scleroseforeningens arbejde omkring denne sygdom. Søren Nayberg fra Kaffeekspressen ved Duetorvet foran hovedindgangen til Danske Bank er medlem af bestyrelsen for Roskilde Handel og ankermand for underholdningen i samarbejde med INSP. Han har også stået for de tidligere arrangementer 'Unplugged', hvor hele byen har genlydt af musik. I gader, gårde og gyder har mange forskellige musikere fået folk til at stoppe op og nyde byen. Indsamlingen til arbejdet mod Sclerose foregår i byens butikker gennem hele ugen, og fredag aften klokken 19.30 på Stændertorvet skal formanden for Roskilde Handel Svend Overgaard overrække resultatet til en repræsentant fra denne patientforening. Lørdag har FC Roskilde et arrangement på torvet, hvor der også bliver penge til forskning i den alvorlige sygdom, og det samme sker med billet-indtægten fra en divisions-kamp, der bliver sponsoreret af det jubilerende firma CP i Viby.
Musik rundt om på torvet
Fredag aften klokken 20-21 er der så musik på Stændertorvet, men Søren Nayberg har endnu ikke programmet helt klart. - Men det bliver musik 360 grader hele vejen rundt på pladsen, lover han. Både højttalere og musikere bliver placeret flere steder på torvet, og trommesættet skal stå oven på taget af 'Spunken', er der planer om. Ifølge oplægget skal nogle af musikerne også kunne bevæge sig ned ad Skomagergade, men nu skal de tekniske muligheder for det undersøges nærmere. - Med denne underholdning vil vi gerne skabe fornemmelsen af 'et aktivt byrum', så det bliver en hel særlig oplevelse at komme til Roskilde, forklarer Søren Nayberg. tk