Fortsæt til indhold

“Hvis jeg vinder, bliver jeg så lykkelig”

Den fynske filminstruktør Sune Kofod Maglegaards kortfilm har mulighed for at blive kåret til den bedste danske kortfilm

Arkiv
Af Louisa Rieck

Sune Kofod Maglegaard har arbejdet med kortfilm i mange år. Hans nyeste kortfilm “I nat blir" det sommer” er nomineret i den danske konkurrence.
Instruktøren havde håbet på en nominering, men var selv lidt usikker på, om det kunne lykkes.
“Jeg var i København og arbejdede med en tv-produktion den dag, nomineringerne blev offentliggjort. I første omgang kiggede jeg og kunne slet ikke finde vores film og blev lidt skuffet. Men så gik det op for mig, at juryen havde brugt den engelske titel “When Summer Comes”, og jeg derfor havde kigget det helt forkerte sted. Jeg blev meget glad, da jeg så, at filmen var nomineret. Jeg havde håbet på, at filmen kom med, men jeg havde ikke helt regnet med det,” siger Sune Kofod Maglegaard, der oprindelig kommer fra Hindsholm, nord for Kerteminde.
Trods nomineringen er han klar over, at det bliver svært at vinde prisen, da de mednominerede film også er af en god kvalitet.
“Der er rigtig mange stærke film med i år. Jeg synes, de andre film i den danske konkurrence er utrolig gode,” siger Sune Kofod Maglegaard.

Brug for mange penge

Filmen er finansieret crowdfunding, som går ud på, at man via nettet kan rejse penge til et projekt og derved indsamle små og store beløb.
“Det er første gang, at jeg har brugt crowdfundig med succes. Jeg har prøvet det lidt med en anden film, hvor det ikke gik så godt, fordi jeg dengang ikke vidste, hvordan man gjorde. Men den her gang satte jeg mig mere ind i tingene og lagde også meget mere energi i at lave nogle videoer for at beskrive, hvad pengene skulle bruges til og hvad min film skulle handle om,” siger Sune Kofod Maglegaard.

Søgte pengepuljer

Udgifterne til produktion af film er høje. Derfor havde han allerede i god tid prøvet på at få fat i forskellige pengepuljer. At finde pengene til filmen “I nat blir det sommer” viste sig at være en stor udfordring.
“Jeg havde været med i en konkurrence om at vinde 50.000 kroner til producering af min film. Jeg var blandt de tre sidste, men vandt desværre ikke. Men jeg havde et ønsket om at producere filmen. Odense filmværksteds pulje kunne jeg heller ikke søge, fordi det først ville være om efteråret, jeg ville få svar. Men “I nat blir det sommer” skulle filmes om sommeren, da handlingen også foregår om sommeren, derfor var jeg nødt til at gå i gang med det samme,” siger Sune Kofod Maglegaard.
Med crowdfunding og selvfinancering lykkedes det så at få produceret filmen. 3000 kroner blev samlet ind via crowdfunding.

Spændt på om filmen vinder

“Filmfestivalen er blevet en rigtig stor festival, og jeg er meget spændt på at se, om vores film vinder. Jeg er utrolig glad for bare at være nomineret. Hvis jeg vinder, bliver jeg så lykkelig,” siger Sune Kofod Magle-gaard og forklarer:
“Hvis jeg vinder, så bliver pengene brugt til en ny film. Jeg har allerede en bunke forskellige idéer til nye film,” siger Sune Kofod Maglegaard.