Fortsæt til indhold

Elever hjælper lokale spisesteder

16 gastronomelever fra EUC-Syd var i sidste uge ude hos seks lokale virksomheder og udvikle nye idéer til retter

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

28 timer, 16 elever, seks lokale virksomheder og en masse gode idéer.
Det var ingredienserne i en innovations- og entreprenøruge for gastronomielever på EUC-Syd i sidste uge.
Eleverne skulle udvikle specifikke, nye retter til seks lokale spisesteder, der alle havde sagt ja til at deltage i projektet.
Blandt de lokale deltagere var Café Butler, der gerne ville have eleverne til at give deres bud på tre nye foretter.
“Projektet er nyt, og det har simpelthen til formål at få eleverne ud over rampen. Vi har valgt at holde det til lokale virksomheder, så eleverne har haft mulighed for at køre ud til virksomhederne i stedet for, at de skulle komme til os på skolen. Vi ved jo, hvor travlt de har. Men denne form er blevet meget positivt modtaget. Jeg har endda hørt fra flere, at de også gerne ville have deltaget. Men jeg tror bestemt, vi gentager det næste år, så der kommer nok en ny chance,” forklarer fag-lærer Dan Feld-Jakobsen.

Stor tilfredshed

Hos Café Butler er de glade for samarbejdet.
“Eleverne havde tydeligvis gjort deres hjemmearbejde godt, og havde brainstormet, inden de kom her til os. For os var det vigtigt, at de retter, der kom ud af det, også kunne bruges. Man kan sagtens finde på noget fint og fornemt, men der er nogle helt klare kriterier for, hvad retterne skal kunne leve op til her hos os,” forklarer indehaver af Café Butler, Morten Schmidt, og fortsætter: “Det skal kunne laves af de råvarer, vi allerede køber ind. Så skal de kunne tilberedes hurtigt, og også kunneholde sig på køl. Og alle de tin var eleverne lydhøre overfor”.
“Det har været en rigtig god oplevelse at få folk ind udefra og se på, hvad det er, vi laver. Det er jo altid godt med nye idéer,” supplerer Butlers anden indehaver, Allan Møller.

Travle dage

Også eleverne Lisbeth Petersen, Camilla Styhm Jensen og Ninna Foldager har haft en god oplevelse med opgaven.
“Det har været et intenst forløb, og vi har da været lidt presset på tid. Så vi har da taget vores ture i køkkenet. Men vi synes, det er blevet rigtig godt,” lyder det med et smil fra Camilla Styhm Jensen.
“Jeg synes specielt det er fedt, at vi får lov at lave noget, som også vil blive brugt i virkeligheden. Så det ikke bare er noget, vi laver på skolen,” supplerer Ninna Foldager.

Tre lækre forretter

Eleverne havde tre forretter med til Café Butler.
En laksetatar med rejer, en kyllingesalat og solæg.
Alt sammen retter, som Morten Schmidt og Allan Møller vil kunne bruge i forskellige sammenhænge.
“Vi sammensætter jo menukortet lidt efter årstiderne, men der er helt sikkert elementer i de her retter, som vi vil prøve af på et tidspunkt. S å vi har fået gode idéer med fra projektet,” slutter Morten Schmidt.