Fremtidens moderne rådhus
Flere hundrede nysgerrige borgere og medarbejdere var samlet onsdag 31. august, da Køge Kommune og TK Development inviterede til rejsegilde på rådhusudvidelsen
Onsdag 31. august kunne nysgerrige borgere komme tættere på byggeriet af det nye udvidet rådhus, da Køge Kommune og TK Development kunne invitere til rejsegilde.
Traditionen tro blev der serveret pølser med brød til de mange fremmødte, og borgmester Flemming Christensen (K) stod for velkomsttalen.
"For ni måneder siden stod vi her første gang, nærmere bestemt 30. november, da vi tog det første spadestik. Vi har set frem til denne dag, og har arbejdet på projektet i mange år. Et rejsegilde er jo forbundet med en del overtro. Alt skal gå rigtigt til og både håndværkere, naboer og beboer skal inviteres til gilde. Hvis ikke man holder rejsegilde, så risikerer man, at byggeriet bliver udstyret med en såkaldt død mur, der kan spøge i årene efter. Jeg har personligt sikret, at alt er gået rigtig til, for dette er jo borgernes hus," sagde borgmester Flemming Christensen (K) i sin tale.
Én indgang og hurtig service
I tilbygningen til rådhuset kommer der en helt ny hovedindgang til den nye Borgerbetjening, hvor al hjælp, vejledning og sagsbehandling kommer til at foregå. Derfor rykker flere af kommunens medarbejdere fra bl.a. Familiecentret, der hidtil har haft til huse på Strandpromenaden, også ind på rådhuset. Allerede når borgerne kommer til rådhusets nye indgang, vil to medarbejdere stå klar til at hjælpe, så man kommer det rigtige sted hen. Længere inde i Borgerbetjeningen vil man kunne få hjælp til digital selvbetjening ved de mange computere eller hjælp til at få udfyldt byggeansøgningen rigtigt. Alle fortrolige samtaler sker længst væk fra indgangen, for at sikre størst mulig diskretion.
Nyt handelskvarter
"Rådhusstrædet kommer til at forbinde den nye del af byen med den historiske bymidte. Udvidelsen vidner om en fremtid med et nyt og moderne rådhus, hvor vi får mulighed for at samle alle medarbejdere under et tag," fortalte Flemming Christensen.
I gadeplanet skal der være butikker, som kommer til at indgå i Køges nye handelskvarter i stationsområdet, Strædet, som TK Development også står i spidsen for. Her er det gamle stationsområde ved at blive forvandlet til en ny levende bydel med bl.a. butikker, biograf, boliger og erhvervslokaler tæt på den historiske bymidte omkring Køge Torv.
Midlertidig Borgerbetjening
For at få plads til ombygningen af den kommende Borgerbetjening, bliver Borgerservice i starten af november flyttet til nogle midlertidige lokaler på den modsatte side af rådhusets arkade få meter fra den nuværende Borgerservice.
Både Borgerbetjening og rådhusudvidelse skal efter planen være klar til at åbne i løbet sommeren 2017.