Ældre fra Odense på Tour de ø-hop
Fra den 1.- 4. september skal beboere fra de odenseanske plejecentre på sommerferie i det sydfynske øhav. Ferien skal foregå på rickshawcykler. I alt skal der tilbagelægges 225 km og fem øer.
Det er nu tredje gang, at beboere fra de odenseanske plejecentre får mulighed for at komme af sted på cyklerne. Turene bliver mere og mere populære. Det kan ses i det stigende deltagerantal.
For tre år siden deltog 15 ældre fra byens plejecentre, sidste år blev det til 21 og i år sættes rekorden med hele 29 ældre. Foruden disse er staben af frivillige cykelpiloter og cykelmekanikere samt plejepersonaler – i alt cirka 20 mand, som skal sikre, at turen bliver god, bekvem og sikker for alle mand.
Rådmand Brian Skov Nielsen, der selv cykler med på første del af ruten, glæder sig over, at så mange frivillige har valgt at træde til:
”De ældre får en kæmpe stor oplevelse. De får skabt og plejet sociale relationer og de får udfordret krop og sind. En tur som denne skaber gode oplevelser, som senere kan blive til rigtig gode minder,” siger han i en pressemeddelelse.