Fortsæt til indhold

Comwell fylder 30 år

På Strandvej 1 i Sønderborg har der nu i 30 år ligget et hotel. Siden 2002 har der stået Comwell på facaden

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 3. september er det 30 år siden, at dørene åbnede til det arkitekttegnede Friis & Moltke hotel på Strandvej i Sønderborg. Hotellet har skiftet hænder undervejs, men har nu i 7 år været drevet med sikker hånd af hoteldirektør, Helle Miang, som også var med i 2002, da hotellet blev en del af Comwell Hotels.
Man kan ikke sige Comwell Sønderborg uden at sige revy, for netop sommerrevyen har været en fast del af hotellets program siden 1988.
”Vi har lige dele forretnings- og private gæster, og det giver jo hotellet en herlig energi på alle tider af året. Vi tiltrækker mange forskellige gæster i kraft af vores beliggenhed med byen på den ene side af hotellet og vandet på den anden. Derudover er vi kommet i mål med mange af vores renoveringer og istandsættelser den seneste tid, så jeg synes faktisk, at 30 klæder os,” smiler Helle Miang.

Hotellet har en sjæl

”Der er en ægthed på vores hotel. Vi er nede på jorden, i øjenhøjde og gennem oprigtig interesse lærer vi både vores forretningsgæster og private gæster rigtig godt at kende. Vi har en sjæl her på hotellet, som jo kommer, når man har et team af dedikerede nøglemedarbejdere med 10-20 års anciennitet, og når man værner om sine værdier. Alt hvad vi gør i vores hverdag handler i bund og grund om at skabe nærvær, harmoni og præcision. Det er det, der gør os glade og stolte – også de næste 30 år,” slutter Helle Miang.
I forbindelse med fødselsdagsreceptionen lørdag den 3. september holder Comwell Sønderborg åbent hus fra kl. 14-16, hvor der bydes på kaffe, te og et udpluk af lækre specialiteter fra det traditionelle Sønderjyske kagebord. Der vil være rundvisning på hotellet hver halve time.

Siden 2002 har navnet været Comwell.