Virksomheder var på ambassadebesøg
Med købmanden fra Bevtoft som mellemmand fik lokale virksomheder mulighed for dialog med Korea
Da købmanden i Bevtoft i starten af juli havde besøg af den koreanske ambassadør og dennes hustru, blev der ikke kun talt om at fylde specielle, koreanske fødevarer i kølediskene. Den koreanske ambassadør inviterede på genbesøg på den koreanske ambassade i København, og købmanden var ikke sen til at udnytte muligheden for at invitere lokale virksomheder med.
“Jeg vidste, at den koreanske handelsorganisation, 'Kotra', også ville være til stede. Dem har vi via ambassadøren fået en rigtig god kontakt til, så det skulle da udnyttes i forhold til andre virksomheder, der kunne være interesserede i at få foden inden for på det koreanske marked,” siger købmand Claus Hansen.
I samarbejde med Haderslev Erhvervsråd inviterede Claus Hansen en række virksomheder i Haderslev Kommune, primært indenfor fødevareområdet. De 50 millioner, købekraftige sydkoreanere importerer nemlig 70 procent af deres fødevarer – og så har landet for nylig indgået en frihandelsaftale med EU, hvilket gør det langt nemmere at eksportere til det asiatiske land.
Blandt de deltagende virksomheder var både Slagter Lampe, Vilstrup Bacon og formand for foreningen Danske Kartofler, gårdejer Carl Detlef Heiselberg. Herudover deltog både borgmester HP Geil, kommunaldirektør Willy Feddersen samt repræsentanter fra Haderslev Erhvervsråd.
“Jeg kender til andre kommuner, der har oplevet at få en mulighed som denne, og de har virkelig fået noget ud af det, så det er bare om at slå til,” sagde kommunaldirektør Willy Feddersen til de fremmødte virksomheder, da bussen klokken 7.45 kørte fra Haderslev Erhvervsråd i Hammelev.
Borgmester HP Geil roste købmand Claus Hansen for at give andre af kommunens virksomheder mulighed for at nyde godt af de kontakter, han har skabt til den koreanske ambassadør – og ligeledes roste han virksomhederne for at udnytte den trods kort varsel:
“Det er lige præcis den form for initiativ og foretagsomhed, der er med til at gøre Haderslev til en god erhvervskommune, og som kan give os gode muligheder i fremtiden.”
I København fik delegationen først en rundvisning på ambassadens udstilling om hospitalsskibet Jutlandia, hvorefter turen gik til ambassadørens private bolig, hvor denne sammen med sin hustru bød på koreansk frokost. Under frokosten var der også rig mulighed for dialog med repræsentanter fra Kotra, den sydkoreanske handelsorganisation.
Og det varer ikke længe før virksomhederne får mulighed for igen at møde de koreanske kontakter. Allerede d. 16. oktober kommer der en ny lejlighed, hvor en stor, koreansk festival med både mad, musik og taekwondo-opvisning løber af stablen i Bevtoft. Her kommer også både ambassadørparret og repræsentanter fra Kotra, der er interesserede i at tale med alle syd- og sønderjyske virksomheder, som ser muligheder i samhandel med Korea.
.- Men festivalen er for alle, både børn og voksne, og vi har plads til 400 gæster. Man kan sikre sig billetter både i butikken og på vores hjemmeside, og det er der allerede vel over 100, som har valgt at gøre, siger Claus Hansen.