Fortsæt til indhold

Nu 6300 tilmeldt Stafet for Livet

Få steder i hele verden er Stafet for Livet blevet en folkesag som den er det i Haderslev. Verdensrekorden holder stadig

Arkiv
Peter Rasmussen

Da Stafet for Livet i fjor løb af stablen i Haderslevs Dampark, skete der det forudvarslede at rekorden for flest deltagere ved en udendørs stafet - i hele verden - blev slået. Årets før havde Haderslev slået rekorden for flest deltagere ved en premiere-stafet. Det var noget, som gav genklang i hele verden. Og 2015-stafetten blev gæstet af mennesker fra hele kloden. De ville se, hvad det er man kan i den lille sønderjyske købstad.
Svaret er: Opbakning.
Naturligvis skal en stor del af æren gives til triumviratet bag Haderslev-stafetten, JyskeVestkysten, Haderslev Kommune og Kræftens Bekæmpelse. Men det er borgerne i kommunen, der gør stafetten stor. Stafet for Livet i Haderslev er blevet en folkesag. Private, handlende, erhvervsfolk og organisationer bakker alle op. Og derfor er Stafet for Livet i Haderslev ikke “kun” stor, når man måler den i deltagerantal eller på indsamlede midler. Stafet for Livet i Haderslev er stor på alle parametre. Ikke mindst på hjerteblod.
Alle har et forhold til kræft - desværre. Hver tredje rammes på et tidspunkt i livet, og alle andre bliver pårørende. Derfor er det så stærkt at opholde sig i Damparken dette døgn, hvor stafetten løber. Stærkt at se i ansigterne på tusinde andre at de har de samme tanker som én selv. Stærkt at mindes de, der ikke klarede det - og stærkt at fejre de, som gjorde.
Stærkt at se de gulblusede 'fightere' blive anerkendt og indtage en særlig status. Stærkt at høre de gode taler og den smukke musik. Stærkt at de utallige løbere og de, som må gå - eventuelt med rollator - eller køre i kørestol. Og frem for alt stærkt at opleve den utrolige lysceremoni med de tusindvis af levende lys, brændende i deres hvide poser med hilsner fra pårørende. Få glemmer stafetten i år, hvor regnen silede ned - lige indtil de levende lys skulle tændes. Så viste selv vejrguderne respekt.
Det er ikke et mål i sig selv at være verdens største. Men at være den smukkeste, det vil Haderslevs stafet gerne. Og mon ikke det lykkes igen i den kommende weekend.

Per Vers åbner

Årets Stafet for Livet åbnes på lørdag klokken 12.00. Det er lagt i de verbale hænder på speedsnakkeren Per Vers at sætte det hele i gang.
Lokalavisen vil naturligvis følge Stafet for Livet intenst, og du kan løbende følge stafetten på vores hjemmeside, samt på vores facebookside, hvor der vil være direkte TV.