Fortsæt til indhold

Åbning til en ny by

Effekts vinderforslag om Røde Port ændrer jernbanens barriere til en ny central forbindelse

Arkiv
Af Torben Kristensen

Med det nye Røde Port-byggeri på sydsiden af stationen får Roskilde chancen for at åbne sig og blive en hel ny by. Siden 1847 har jernbanen fungeret som en barriere mellem den historiske bykerne og de efterhånden store boligområder mod syd, men vinderprojektet fra arkitekt-firmaet Effekt skal nu binde de forskellige bydele sammen til et nyt og større centrum. Den centrale idé i forslaget er en stor underjordisk forbindelse for gående og cyklende fra Køgevej, hvor den nuværende rundkørsel ændres til et lyskryds, over til Jernbanegade ved Hersegade. På sydsiden af stationen opføres de 100.000 kvadratmeter så i en række mindre bygninger, så byggeriet virker mindre bastant og passer bedre sammen med den eksisterende nabo-bebyggelse. Vinderforslaget blev præsenteret på Roskilde Bibliotek tirsdag eftermiddag med en flot model midt i det hele, så man kan se, hvordan byggeriet vil passe sammen med den øvrige del af byen. Interesserede kan se denne udstilling i den kommende tid.

Mindre bastant

Borgmester Joy Mogensen bød velkommen og glædede sig over, at Roskilde nu får denne mulighed for en udvidelse af sit centrum på en bæredygtig måde, når jernbanen ikke længere bliver en forhindring men en forbindelse. Vinderforslaget er valgt i enighed i et udvalg med alle byrådets partier med hjælp af sagkyndige eksperter. Dommerkomiteens formand Helle Lis Søholt fra firmaet Gehls talte om de store krav, der skal opfyldes for at opføre så stort et byggeri i en historisk by med et UNESCO-monument som Roskilde Domkirke. - Med vinderforslaget får vi skabt et nyt byrum - uden at ødelægge de eksisterende miljøer, forklarede hun. Blandt projektets kvaliteter fremhævede hun opdelingen i en række mindre bygninger, så de mange kvadratmeter ikke kommer til at virke som en bastant mur. Samt den aftagende højde ud mod de omliggende villakvarterer syd for banen. - Vi kan sige, at hidtil har man fra toget kunne se to bagsider af Roskilde. Nu får vi i stedet mange fine forsider.

Indgangen til den nye tunnel fra Køgevej.

Andre butikker

Formanden for Roskilde Handel, Svend Overgaard, var også mødt frem ved offentliggørelsen. Han var tilfreds med, at vinderforslaget opererer med store forretninger butikker på mindst 500 kvadratmeter i det nye byggeri. På den måde vil man sikre, at Røde Port får andre typer af butikker, der ikke smadrer de nuværende specialforretninger i Bymidten eller i RO's Torv. - Vi skal fortsat følge processen tæt, så denne målsætning, som vi har ønsket, også bliver opfyldt, forklarede han.

Indgangen fra Jernbanegade ved Hersegade.