Se byrådsmøder på din smartphone
Ny app giver dig mulighed for at se byrådsmøderne, når du sidder i lænestolen
Siden 2010 har du fra din computer kunnet følge med i byrådsmøderne via et link på Odense Kommunes hjemmeside. Fremover er det nu muligt at overvære de kommende budgetforhandlinger via en app på din smartphone eller Ipad, som du kan downloade gratis.
Det fortæller Jens Degn, som er kommunikationschef i Borgmesterforvaltningen.
"Vi skulle alligevel skifte softwaren i vores gamle løsning. Derfor valgte vi at opgradere, så vores tilbud er mere tidssvarende," siger han.
Det seneste år var 66 borgere i snit pr. byrådsmøde inde og se med på linket via kommunens hjemmeside.
Jens Degn håber, at folk vil benytte sig af den nye digitale mulighed, som kører allerede nu, da første byrådsmøde er overstået.
"Alle har lov til at møde op til de åbne byrådsmøder, men det her med byrådstv er en ekstra service," siger han.
21 andre kommuner tilbyder samme digitale løsning som Odense, så byen er ikke firstmovers på området. Web-tv giver dig
mulighed for at overvære direkte byrådsmøder samt at søge på de afviklede i et arkiv.
Sådan gør du
Du kan downloade app'en på følgende måde:
Du klikker ind på www.odense.dk/byraadstv. Herfra kan du downloade app'en både til iPhone og Android.
Du kan også bruge App Store ved at søge på "kommune tv" og derefter downloade.