Vi skal alle hjælpe til
Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen går med i Roskilde Handel for at fremme byens udvikling
- Vi skal alle hjælpe til med at udvikle Roskilde, for det er til fælles fordel. Når det går godt for byens butikker og andre erhvervsvirksomheder, smitter det jo også positivt af på os. Sådan forklarer Rune Tarnø fra Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen på Københavnsvej 69, at de nu også har besluttet at være med i Roskilde Handel. -Vi er interesserede i, at den positive udvikling i området fortsætter. Roskilde Handel har jo bevist, at de har betydelig indflydelse på den politik, som bliver ført i kommunen. Det er vigtigt for alle virksomheder, forklarer Rune Tarnø. Advokatfirmaet deltager ligeledes i Erhvervsforum og i FC Roskilde. Alle steder handler det i høj grad om at udvikle et lokalt netværk ved den direkte og personlige kontakt. - Vi har stor gavn af at møde virksomheder fra andre brancher og udveksle erfaringer, siger Rune Tarnø. Han forventer også gode resultater af, at de fire Rotary-afdelinger i Roskilde nu har besluttet at oprette et tværgående erhvervsnetværk for medlemmerne, som dermed kan mødes i denne sammenhæng.
Stor vækst i Roskilde
Rune Tarnø startede for 10 år siden sammen med partneren Anders Rynkebjerg og to ansatte Roskilde-afdelingen af Tommy V. Christiansen. I dag er Susanne Jakobsen også kommet til som tredje partner, og afdelingen har over 20 ansatte. - Vores vækst i Roskilde har måske været større end andre steder, og det kan der være flere grunde til. Dels er vi mere specialiserede, end man nok har været vant til lokalt. Således arbejder jeg kun med erhvervskunder i min afdeling. - Dels er Roskilde inde i en kraftig udvikling, hvilket også kommer os til gode, når der kommer mange virksomheder og nye indbyggere til byen. - Da jeg for 10 år siden kom til Roskilde fra mit job København, var jeg vant til at arbejde med internationale kunder. I starten hernede havde jeg ikke meget brug for mit engelsk og internationale jura, men nu taler vi hver dag engelsk på kontoret.
Himmelev-dreng
Rune Tarnø er opvokset i Roskilde, hvor hans mor var lærer på Himmelev skole og faderen ansat i Gundsø kommune. Først gik han på Himmelev Skole og siden det lokale gymnasium, før han blev jurist fra Københavns Universitet. Nu bor han med familien i København men har overvejet at flytte tilbage til Roskilde. -Jeg tilbringer jo i forvejen så mange timer her med at arbejde, gå til fodbold om søndagen osv., så det kunne jo være meget praktisk, hvis det hele faldt på plads, siger Rune Tarnø. tk