Fortsæt til indhold

Muligt spor af ukendte veje

Arkiv
Anette Gundlach;Erling Pedersen

De første lag er skrællet af Sortebrødre Plads, og arkæologerne har travlt med pensler, skovle og en lille gravko.
Allerede efter kort tids udgravning har museumsinspektør Jesper Langkilde og udgravningsleder Terje Stafseth fundet ting, der kan lægge byggeklodser til Roskildes historie.
Arkæologerne er hele tiden gået ud fra, at byen stoppede ved siden af Algade, der hvor Kvickly og en række huse ligger i dag. Også dengang fungerede den nuværende Algade som vej og var belagt med sten.
Gravearbejdet foregår dermed uden for den gamle byvold. Arkæologerne er startet med at grave en dyb rende, der når ned til den seneste istid.
Lige over dette jordlag fandt de til deres store overraskelse sten, der tyder på, at der enten har været en vej belagt med sten eller at der har stået et hus af sten tilbage i middelalderen.
Jesper Langkilde er meget forsigtig med at konkludere, hvad fundet kan tyde på. Men han indrømmer gerne, at han ikke havde forventet at finde en bygning eller en vej fra middelalderen eller før på dette sted.
Det kan muligvis betyde, at Roskilde var større end man har gået og troet.
Arkæologerne glæder sig til at undersøge stedet nærmere, så de kan finde ud af noget mere om det gamle Roskilde.

Rosenkrans og smykker

I løbet af de første par ugers gravearbejde har arkæologerne fundet en rosenkrans med 59 perler, kunstfærdig udfærdiget i ben. Den har været brugt til at holde styr på bønnerne.
De har også fundet et smykke af ben, flere mønter og en masse knogler, da stedet også har været brugt til affald.
I øjeblikket kan man se, at jorden ligger i store bunker på dele af Sortebrødre Plads, der hvor arkæologerne ikke arbejder.
Al jord bliver sorteret grundigt, så perler, skår og andre småting ikke går tabt.
Se flere billeder og videoer på Roskilde Avis facebookside.

ag@roskildeavis.dk

Al opgravet jord bliver sorteret grundigt.
Jesper Langkilde er spændt på, hvad han finder på Sortebrødre Plads.