100 frivillige får hele festivalen til at stå op
Uden den frivillige hjælp kunne OFF16 slet ikke eksistere, lyder det fra chefkoordinator
Odense International Filmfestival løber frem til den 4. september, og undervejs kæmper 78 udenlandske og 26 danske film om ærefulde filmpriser.
Men for at kunne realisere filmfestivalen, er der brug for mange frivillige hænder.
“I alt er der over 100 frivillige med ved årets filmfestival der hjælper før, under og efter,” siger Katrine Anderson, der er chefkoordinator for OFF16.
Stor frivillig andel
Det særlige ved OFF16 er, at det kun er en meget lille del, der er fastansatte.
“De fleste er frivillige hjælpere, og ellers arbejder vi med praktikanter og folk i løntilskud, så det er kun en brøkdel, der får penge,” siger Katrine Anderson.
Der er en lang tradition for, at det er de samme frivillige, der er med hvert eneste år.
“Der er et godt fællesskab blandt de frivillige, og det er med til at sikre, at de frivillige vender tilbage hvert år. Der bliver holdt forskellige aktivitetsmøder og teambuilding workshops for de mange frivillige,” siger Katrine Anderson.
Opgaverne for de frivillige er meget forskellige og kan blandt andet indebære at tage imod de inviterede kendisser eller ambassadørerne til årets filmfestival.