Søg penge til foreningen mundtligt på Puljens Dag
Man kan søge op til 25.000 kr. i Bolbro Borgerhus 8. september
Nu bliver det lettere for Odenses frivillige sociale foreninger at ansøge om midler fra udviklingspuljen. Ved nyskabelsen Puljens Dag 8. september kan der afleveres en mundtlig ansøgning om helt op til 25.000 kroner, og svaret kommer i løbet af få dage.
Der skal altså ikke skrives lange ansøgninger for at komme i betragtning til midlerne. Fremmøde, en mundtlig ansøgning og ganske lidt dokumentation er nok – og svaret kommer hurtigt.
“Vi har et rigt og levende foreningsliv i Odense, og deres indsats spiller en stor rolle i hverdagen – både for det enkelte foreningsmedlem og samfundet generelt. Jeg håber, at den mundtlige ansøgning kan fjerne en barriere, så vi ser endnu flere gode initiativer i det kommende år,” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) i en pressemeddelelse fra Odense Kommune.
Tilmelding 1. september
Helt mundtligt er det dog ikke. Hvis en forening ønsker at aflevere en mundtlig ansøgning på Puljens Dag, skal der laves en tilmelding senest den 1. september på www.odense.dk/puljensdag.
Det skal oplyses, om den primære målgruppe er under eller over 60 år, og der skal medbringes en accept af ansøgningen underskrevet af foreningens bestyrelse, budget for ansøgning samt vedtægter og referat fra sidste generalforsamling.
Sidste år fik 75 forskellige foreninger støtte til det frivillige sociale arbejde.
Ved Puljens Dag er der også lejlighed til at blive klogere på fire af Odenses andre puljer: Idrætspuljen, Forstadspuljen, Musikpuljen og Kulturpuljen.
Der er ikke behov for tilmelding, hvis man blot vil høre mere om de puljer eller høre to oplæg på dagen om samarbejdet mellem erhvervsliv og foreninger fra henholdsvis Tom Filstrup fra Scandic Odense og Brian Lindskov Larsen fra Ungdommens Røde Kors.
Holdes i Bolbro Borgerhus
Puljens Dag bliver afholdt i Bolbro Borgerhus, Stadionvej 50, 8. september kl. 17-21. Der vil være mulighed for at købe sandwich og drikkevarer i borgerhusets café.