Skønmaleri om sygehuset
Roskildes Sygehusgruppe svarer på indlæg fra regionsformand Jens Stenbæk
I Roskilde Avis d. 26. juli d.å. har Regionsrådsformand Jens Stenbæk en kronik 'Det er også Roskildes Universitetshospital'. I kronikken informerer formanden borgerne i Roskilde-området om Region Sjællands reviderede sygehusplan og hvilke konsekvenser den udrullede plan vil få for dem, I Sundhedsavisen, der var tillæg til Roskilde Avis den 23. august forsøger regionsrådsformanden sig med et skønmaleri af den virkelighed, som Roskilde-borgere kan se frem til efter 2022, når sygehusplanen er fuldt gennemført. Med de 2 indlæg står det nu helt klart, at Roskilde Universitetssygehus status ændres over de næste 6 år, når alle specialer er flyttet til og samlet på Regionssygehuset i Køge. I fremtiden vil sygehuset i Roskilde kun få status som et udvidet ambulatorie med 1-dagskirurgi (mindre indgreb uden indlæggelse), med en læge-deltidsbemandet skadestue og med en række perifere servicefunktioner Regionsrådsformanden garanterer i kronikken, at de 4 mia. kr., der er afsat til byggeriet af regionssygehuset er tilstrækkelige til at fuldføre udbygningen af Universitetssygehuset i Køge i.h.t. den reviderede sygehusplan, men dog med et mindre antal senge end oprindeligt planlagt. Vi vil gerne slå fast, at vi naturligvis anerkender det politiske forlig, der dannede rammen om strukturen på sygehusområdet i Region Sjælland. Vi ved godt, at der ikke kommer et akutsygehus i Roskilde, men vi er ikke enige i den marginale rolle, som regionsrådet imod al sund fornuft har tiltænkt Roskilde Universitetssygehus. I Sygehusgruppen er vi tilfredse med, at Regionsrådet har som mål, at der skal lægges sygehusopgaver ud fra Regionssygehuset i Køge til øvrige sygehuse i Region Sjælland. Det vil, efter vores mening, også være nødvendigt, hvis målet skal lykkes med at hjemtage de mange patienter, der hidtil har været behandlet på sygehuse uden for regionen. Men logisk skal det først ske, når kapaciteten på Universitetshospitalet er opbrugt.
Brug dog Roskilde
Vi tror samtidig, at Regionsrådets vurdering af behovet for senge ikke holder, især fordi de store årgange fra 40’erne i fremtiden vil lægge et endnu større pres på behovet for sengekapacitet i Region Sjælland, og at regionens måde at foruddiskontere gevinsterne ved ny teknologi og ændrede behandlingsrutiner virker urealistisk optimistiske. Vi synes, at det er direkte ulogisk og uden skelen til en forventet stram økonomi også i Region Sjælland, at man vil fordele problemer og patienter til de øvrige akutsygehuse. Vi har gentagne gange peget på og anbefalet, at man bruger den anden del af Universitetssygehuset, som ligger i Roskilde, fordi - Roskilde og Køge sygehuse har samme organisation og ledelse - der er kort afstand mellem sygehusene i Roskilde og Køge - Roskilde universitetssygehus har det nødvendige udstyr og er i forvejen et anerkendt kvalitetssygehus - de 2 sygehuse deler i forvejen personale - det er let at rekruttere det bedst kvalificerede personale i den nordlige del af regionen - og så burde Regionsrådet fokusere på, at det er let at nedlægge sengekapacitet, men det er dyrt at genetablere sengene
Sammenhæng
Da vi ikke har den samme klippefaste tiltro (som regionsrådsformanden har) til, at der er tilstrækkelig økonomi til at implementere den reviderede sygehusplan, vil det være naturligt af især økonomiske og kapacitetsmæssige grunde at placere en række af de ikke akutte medicinske og kirurgiske behandlinger, som der ikke vil være kapacitet til i Køge, på Universitetssygehuset i Roskilde. Det vil give det, som regionsrådet er så fokuseret på at opnå - sammenhæng i patientbehandlingen. Vi er aldrig blevet modsagt i disse argumenter, og vi undrer os over, at Regionsrådet åbenbart ikke har vilje til at høste nogle åbenlyse gevinster. Der er ingen fornuft i at postulere en samdrift mellem Roskilde og Køge sygehuse under navnet Sjællands Universitetshospital, hvis det alene skal tjene som kosmetik på en dårlig sundhedsbetjening af regionens tættest befolkede område. Det giver derimod mening, hvis man reelt opfatter de 2 sygehuse som en enhed, og derfor benytter en allerede eksisterende kapacitet i Roskilde til at redde en sygehusplan, som allerede flere år før sin endelige realisering er belastet af dårlig økonomi. Hvis man ikke bruger Roskildes eksisterende ressourcer til at rette op på en manglende kapacitet i Køge, virker det i højere grad som sognerådspolitik med alle denne politiks undertoner, end det fremstår som ansvarlig regional sundhedspolitik.
Negativ særbehandling
Ikke alene i Sygehusgruppen, men også blandt mange borgere i Roskilde by og opland undrer man sig over og ønsker svar på: Hvorfor skal Roskildes borgere have så megen negativ særbehandling ? Regionsrådsformandens indlæg i Roskilde Avis d. 26 juli gav ingen svar på dette spørgsmål. Men vi vil garantere, at Sygehusgruppen vil holde øje med og holde regionsråd og formand op på de løfter og tilsagn, som der er givet, og vi vil fortsat fokusere på drifts- og anlægsøkonomien i sygehusplanen, så regionens borgere får den højkvalitative behandling, som de er blevet sat i udsigt - til den laveste omkostning. På Sygehusgruppens vegne Frank Birkebæk og Paul Bundgaard.