Ane Riel blander idyl med det groteske i sine bøger
Mød forfatteren bag ’Slagteren fra Liseleje’ på Kolding Bibliotek
foredrag Mød Ane Riel, der er aktuel med romanen ’Harpiks’ på Kolding Bibliotek. Ane Riel vil fortælle om sine romaner, krimien ’Slagteren fra Liseleje’ og romanen ’Harpiks’, 22. september kl. 19 med Litteratur6000 som vært. Hun vil komme omkring sin baggrund, sine inspirationskilder, sin skriveproces, bøgernes temaer, og hvordan hun arbejder med humor og alvor – og det normale og det groteske.
Prisbelønnede bøger
’Slagteren fra Liseleje’ modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris i 2013. Det er ikke en traditionel krimi, men bliver kaldt en ’idyl noir, og handler om en ældre dame, der overvejer at slå postbudet ihjel. Romanen ’Harpiks’ handler om en familie med en far, der lider af sygelig samlermani. Bogen modtog Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske spændingsroman og har været nomineret til flere andre priser. Ane Riel startede forfatterkarrieren med at skrive børnebøger, illustreret af sin mor, Mette Brahms Lauritsen. Ane Riel, der siden 2005 har boet i Liseleje, har desuden skrevet undervisningsbøger til børn om kunst og arkitektur og har desuden arbejdet en årrække ved Storm P-museet. Læs mere på www.litteratur6000kolding.dk. jesl