Familieløb styrker fællesskabet
For 5. år i træk kridter Ellemarkskolen og sfo skoene og afholder familieløb i Ellemarken søndag 4. september
"Løbet er blevet en tradition for mange familier fra Ellemarken og nærområdet, men vi vil også gerne have udefrakommende med," siger pædagog Karin Sjørslev og fortæller, at familieløbet er med til at styrke fællesskabet dels ved at lave noget sammen i familierne og dels ved at deltage i aktiviteter med kammeraterne uden for skoletid. Derudover møder man nye venner, ikke mindst når der hygges med kaffe og kage efter løbet.
Løbet afvikles søndag 4. sep. klokken 10.00 med start fra fælleshuset på Parkvej 120.
"Vi ved godt, at det er dagen efter festugens afslutning, men vi håber på at både børn og voksne er friske på at deltage," siger pædagog Lisa Lærke.
Familieløbet udsprang i sin tid af, at sfo'en ikke havde mulighed for at deltage i et offentligt løb. Derfor valgte man at lave sit eget løb med støtte fra Ellemarkskolen og Sund Zone.
"Vi har tre forskellige distancer på 2-4-6 km, så der er noget for alle," fortæller Lisa Lærke og forklarer, at ruten er på 2 km igennem Ellemarkens stisystemer, hvor der står vagter og viser vej. På den måde kan man selv vælge hvor langt man vil løbe eller gå.
Det er muligt at tilmelde sig familieløbet på Ellemarkskolens kontor eller på sfo'en dagligt kl. 8-15, eller på løbspladsen 4. september Kl. 8.30-9.30.
Det koster 15,-kr. for enkelt personer og 30,-kr. for en familie.
Der vil være væskedepot på løbe ruten og frugt, kage, saftevand, kaffe/the ved mål. Der bliver taget tid, så alle deltagere fra løbet, vil få deres individuelle tid offentliggjort på forældreintra. Der vil blive uddelt medaljer til alle deltagende børn under 15 år.