Fortsæt til indhold

Sen scoring gav point

HB Køge har fortsat kun tabt en kamp i 1. division efter sommerferien, men det holdt hårdt på udebane mod Roskilde mandag aften

Arkiv
Martin Rasmussen

HB Køge sikrede sig et enkelt point i sidste øjeblik mandag aften i forbindelse med sit besøg i Roskilde. Holdet var længe bagud 1-0, men i 2. halvlegs ovetid dukkede Alexander Lazarevic op og udlignede hjemmeholdets føring med sit første mål for HB Køge.
Lazarevic blev skiftet ind i stedet for Daniel Arrocha godt ti minutter før slutfløjtet for at tage del i det tiltagende Køgepres mod Roskildes mål, og det gav altså resultater, da angriberen først headede på overliggeren og siden scorede til 1-1.
HB Køge kom bagud allerede i midten af 1. halvleg, da Daniel Arrocha scorede selvmål, men jagten på en udligning blev hjulpet på vej efter pausen, da Roskilde fik en spiller smidt ud. Det gav flere chancer til gæsterne, men de måtte altså vente helt til overtiden, før udligningen var en realitet.
HB Køge spiller allerede torsdag i denne uge hjemme mod Næstved - efter LørdagsAvisens deadline.