Fortsæt til indhold

Film, der vandt guldæg, vises på det store lærred

Jonas Kyed viser sin prisvindende kortfilm frem på festivalen

Arkiv
Af Louisa Rieck

Filmtalent På Odense Filmværksted får unge talenter mulighed for at afprøve forskellige idéer og skabe et netværk for kommende produktioner. Et af de unge talenter, der har fået hjælp her, er Jonas Kyed.

Hans kortfilm ”Tro, håb og ingenting” vandt i april Guldægget, der er en kortfilmfestival for syddanske talenter.

Nu får 21-årige Jonas Kyed mulighed for at vise sin prisvindende film frem på filmfestivalen i Odense.

“Det betyder meget for mig, fordi vi har brugt så lang tid på det. Det er en sjov følelse at vide, at filmen er derude og kan ses af alle. Men på en eller anden måde, føler jeg også, at det virkelig er lang tid siden, vi blev færdige med filmen,” siger Jonas Kyed, der tidligere har læst 1. semester medievidenskab på Syddansk Universitet i Odense.

Tog et år at lave den

Selvom filmen ikke varer mere end 13 minutter, var det et stort og omfattende arbejde at få filmen klippet færdig.

“Vi filmede kortfilmen to gange. Det endte med at tage et år at lave den. Der skulle laves reshoots og arbejdes med computereffekter,” fortæller Jonas Kyed.

“I teorien skulle det kun have taget et halvt år at lave den. Men jeg syntes ikke, de første optagelser var gode nok, og mens jeg klippede kunne jeg se, at det ikke blev det, som jeg havde forestillet mig. Så jeg blev nødt til at skyde nogle af delene om. I sidste ende havde jeg kun en uge til at klippe filmen færdig,” fortæller han.

Filmen blev færdig i februar 2016.