Slår på tromme for en verdensrekord
Hvis Haderslev kan få flere end 1250 børn og unge til at tromme og daske på én gang, så er det ny verdensrekord
Hvis man i fremtiden skal kunne læse i Guiness rekordbog at børnene i Haderslev er dem, som har været flest om at tromme og danse på samme tid, skal deltagerantallet på fredag - når Haderslev Butikker afholder Open By Night og tromme-danse event - overstige 1250.
“Der er allerede tilmeldt flere end 1.000, så det står fast at Nørregade vil være spærret fra klokken 16.00, når der skal trommes og danses der,” siger Christian Schulz fra Haderslev Butikker. Hele tromme og danse eventen begynder med et optog klokken klokken 16.30. Og selve det officielle rekordforsøg finder sted på Wittenberg Plads - foran biblioteket - klokken 17.45. Og det er Haderslevs egen super-trommebanker, Peter Vollstedt, der fører an i løjerne.
Sjov og musik
Dermed er stilen lagt for et helt forrygende By Night arrangement, som har mange facetter. Blandt andet det internationale marked, der sætter kraftigt præg på byen i disse dage.
Men det er langt fra det eneste folk kan forlyste sig med denne fredag aften i Haderslev, hvor butikkerne holder åbent helt til klokken 22.00 og har fundet de vildeste tilbud frem til kunderne.
Direkte i radioen
Haderslev kommer til at dele sin Open by Night med en masse radiolyttere. Radio Skala.fm sender nemlig direkte fra en 'container' på Wittenberg Plads imellem klokken 14.00 og 18.00. Og én af de ting man sikkert vil kunne opleve i radioen, hvis man ikke er der 'in person' er “Stemmer på Møllepladsen” - et en cafésnak med skuespiller Connie Tronbjerg fra Teatret Møllen.
Er man en spillefugl er der Rafling Vegas lige fra 10.00 til 22.00 hos Code, og er man til en ny bil, vil der være hele 35 skinnede nye køretøjer opmarcheret i Nørregade.
Klokken 18.00 åbner Haderslev Jazzfestival i teltet på Gravene. Det betyder jazz mange steder i byen, men er man til andre toner end jazz, bliver man nu ikke snydt. YoYo underholder mellem 20.30 og 24.00, The Red Wing Band spiller klokken 18.15 og Rockability spiller ligeledes klokken 18.00.
Allerede klokken 16.00 indtager Slesvigske Musikkorps - SMUKdet store telt på Gravene og giver en koncert.
Man kan opleve “Levende vindue” hos Miss Poppins fra klokken 19.00 med underholdning af DJ Dynamo. Og så inviterer Haderslev Butikker alle gratis til en god jazzoplevelse klokken 21.15 i teltet på Gravene. Det er Papa Pider's Jazzband der er på scenen.