Hvem skal gå i Kaspers og Mustaphas fodspor
Kandidater til årets integrationspriser i Køge Kommune søges
samfund Integrationsrådet i Køge har brug for gode ideer til, hvilke lokale ildsjæle og virksomheder, der skal belønnes for at gøre en ekstra indsats for integrationen. I 2015 gik frivillighedsprisen til Mustapha Hamze, der gør en stor indsats for at skabe aktiviteter for især unge drenge i Karlemoseparken. Erhvervsprisen gik til Kasper Madsen, der som chef for Rema1000 i Ølby gør en stor indsats for at ansætte unge, der har en anden etnisk baggrund end dansk.
To priser skal uddeles
Kender man en forening, en privatperson eller en virksomhed, der gør en særlig indsats for at integrere etniske minoriteter i det danske samfund, så er det nu, man kan indstille dem til én af Køge Kommunes to integrationspriser - Frivillighedsprisen på 5.000 kroner og Erhvervsprisen på 15.000 kroner. ”Formålet med priserne er at gøre opmærksom på de mange ildsjæle og gode integrationsinitiativer, der foregår i vores kommune,” siger Miechael Stian Hansen, formand for Integrationsrådet i en pressemeddelelse fra Køge Kommune. Fristen for at indstille kandidater er onsdag 21. september på www.danskintegration.dk. Priserne uddeles 17. november på Køge Rådhus. jesl