Nyt whiskylaug klar til første smagning
Formanden for Fredericia Whiskylaug håber på bred opbakning til smagning, der sætter fokus på Skotland
Det er kun få år siden, at Jan Autzen Laursen blev bidt af whisky. I dag er han formand for den nystiftede forening Fredericia Whiskylaug, som er klar med første tema-smagning 15. september.
“Jeg har fået øjnene op for en helt ny verden,” lyder det fra formanden, der så lyset på en 'københavner-tur' for 4-5 år siden.
Jan Autzen Laursen bryder sig ikke om øl, så da han fik øje på restaurationens whisky-kort, tog han en beslutning.
“Jeg bestilte to glas. Og så var jeg bare solgt.”
Whiskyen var fra Laphroaig, Det er stadig formandens yndlingsmærke.
“Det er mit 'brand number one'. Man kan smage røg, tjære, jod og tang. Det er simpelthen fantastisk,” smiler han.
Forrige år tog Jan Autzen Laursen på whiskymesse i Fredericia, og siden har hobbyen for alvor taget fart.
“Jeg smagte 25 forskellige whiskyer, så det var jo en ren slikbutik for voksne. I dag samler jeg på gode flasker, og har vel 25 stående. Mest Laphroaig special tapninger.”
Eksklusive whiskyer
Før Fredericia Whiskylaug overhovedet kom på tale stiftede Jan Autzen Laursen en fanklub på Facebook, men kun for mærket Laphroaig.
“Lige med ét var der 320 medlemmer. Og så tænke jeg: Fredericia skal have et whiskylaug. Det kan ikke være rigtigt andet.”
Fredericia Whiskylaug skal præsentere medlemmerne for nogle eksklusive whiskyer.
“Det er jo grundtanken med lauget, at vi får mulighed for at smage whisky til måske 3.000-4.000 kroner, altså tapninger, som man ikke selv kommer i nærheden af. Når man er mange om at betale, kan det lade sig gøre. På sigt er det også planen, at vi vil spare op til en Skotland-tur. Men det ligger måske 5-10 år ude i fremtiden,” siger whisky-entusiasten, der tilføjer, at lauget naturligvis også skal mødes til 'almindelige' smagninger, hvor medlemmerne kan udveksle erfaringer og oplevelser.
Whiskylaugets første tema-smagning, der er en blindsmagning, er et besøg rundt i de seks whiskyregioner i Skotland: Highland, Speyside, Isle, Lowland, Campbeltown og Islay. Det foregår 15 september. Se fredericiawhiskylaug.dk for mere info.
Nørd
Fredericias nye laug har allieret sig med Restaurant Hannerup Skov, hvor smagningerne bliver afholdt.
“Det er en stærk partner, som kan være med til at profilere os. Der må gerne være lidt stil over vores arrangementer, og nu er rammerne i hvert fald i orden,” lyder det fra whisky-nørden.
“Ja, jeg er en nørd på området. Min kone siger, at whisky snart er det eneste, jeg snakker om. Og hun er også træt af mine ønskesedler. Men det er kun lige begyndt,” griner formanden.
Der er foreløbig 17 medlemmer i lauget.
Alle er velkomne 15. september. Smagningen er en god introduktion til whiskyens verden.
“Man behøver overhovedet ikke at have forstand på whisky for at være med. Man skal blot være interesseret i smagsoplevelser - og være åben for, at der findes andet i verden end øl og vin.”