Søren Gericke regerer bag gryderne til Vikingetaffel
Lørdag vil den kendte kok med hjælp fra øens Servietfolderlaug forvandle nogen af Aarøs mange råvarer til et sandt vikingetaffel af spændende mad
Ægte ø-hygge, stilhed, natur, men også koncertaftener, ålegilder, krabbevæddeløb og vinsmagninger.
Man rejser aldrig forgæves, når man tager en tur til perlen ved Lillebælt, Aarø. Og mon ikke det - igen - bliver noget af en fest, når den kendte kok, Søren Gericke, lørdag gæster teltet på Havnen ved Aarø's perle. Her vil han med hjælp fra øens Servietfolderlaug forvandle nogen af Aarøs mange råvarer til et sandt vikingetaffel af spændende mad.
Aarø leverer råvarerne
Aarø Vingård og Aarø Bryg leverer vin og øl produceret på øen til vikingetaflet. Aarø er også kendt for sit velsmagende Galloway kødkvæg, der går ude hele året på øen. Af andre ø-produkter kan nævnes smagfuld honning fra Aarø Bigård, et stort udvalg af grønsager og røgede ål, ørreder og laks fra Aarø Fiskerøgeri.
Program
Fra klokken 14 laver Søren Gericke sammen med medlemmer af Servietfolderlauget de indledende forberedelser til maden. Her er der tid til at se med, lære og lytte, og måske få en snak med mester kokken selv. Klokken 18 står vikingetaflet klar til de ca. 100 forventningsfulde, der har købt billet til arrangementet.
fakta
Søren Gericke er kok, restauratør og forfatter til flere kogebøger, og har blandt andet været valgt som årets kok og medvirket i flere TV-programmer.