50 år med offshore blev behørigt fejret i Esbjerg
Meget kan man sige om Esbjerg, men feste det forstår man altså.
I sidste uge var det 50 året for det første olie- og gasfund i Nordsøen, og det blev naturligvis behørigt fejret med Kronprins- og ministerbesøg, åbning af en ny offshoreudstilling samt stor festmiddag.
I spidsen for det hele stod kommunen, der havde lagt sig i selen for at give både prins og pøbel masser af oplevelser i forbindelse med fejringen af oliefundet i Nordsøen. Sort guld, der har haft en overvældende stor betydning for det Esbjerg, som vi kender i dag. Uden olien - og de deraf følgende offshore-eventyr - i Nordsøen er det været svært at se Esbjerg som den Energiby, den fremstår som i dag.
Derfor var det kun på sin plads, at de stive puds var pudset af, det pæne bestik lagt frem og boblevand hældt op.
Forud for festmiddagen i Musikhuset havde H.K.H. Kronprinsen overværet åbningen af Fiskeri- og Søfartsmuseets nye offshoreudstilling, men han fandt også lejlighed til at besøge en række af Esbjergs førende virksomheder i olie- og gasbranchen.
Og skal man være ærlig, ja det skal man jo helst, så så det faktisk ud til at optage den royale personage ganske meget, hvad Esbjerg både kan i dag og vil i fremtiden indenfor offshore sektoren.
“Det kommer ikke som nogen overraskelse, at der er tryk på i Esbjerg. Man må sige, at byen på forbilledlig vis har formået at tilpasse sig skiftende industrier og finde muligheder frem for begrænsninger,” sagde Kronprins Frederik blandt andet Danmarks Radio, mens Johnny Søtrup smilede overordentlig bredt.