Fortsæt til indhold

Åbner op for nye børnekonfirmander

Det er endnu muligt at komme med iblandt årets 'Børnekonfirmander'

Arkiv
pra

Her er spændende oplevelser, utrolige historier, lækre forfriskninger, og så er det gratis at være med. Gå på opdagelse i kirken med Henrik, Kirsten og Henning som guider, og lær kirken at kende på en sjov måde.
“Alle nysgerrige børn på 3. klassetrin kan blive børnekonfirmander. Vi starter op søndag 11. september klokken 14 i Domkirken og mødes derefter 10 onsdag eftermiddage efter skole i Hertug Hans Kirke,” fortæller kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge. Han fortsætter:
“Uanset om du er døbt eller ej, kan du lære nogle af de mange, fantastiske bibelhistorier at kende. Historier, som ikke bare er vigtige i kristendommen, men også er en væsentlig del af vores kultur.”
“I nogle kirker hedder det mini- eller junior-konfirmand. Opdagelserejsen med børnekonfirmanderne foregår i fritiden – typisk lige efter skoletid. Det kolliderer ikke med andre fritidsaktiviteter og er meget sjovere end SFO, og så er det godt at være rigtig nysgerrig. Vi leger, synger, tegner, hygger, danser, lytter og meget mere – alt sammen nøje tilpasset børnenes alder. Det er HELT frivilligt, og det er ikke en betingelse for siden hen at blive konfirmeret på 8. klassetrin, at man har været børnekonfirmand,” forklarer han.
Kristendommen er ikke kun for de voksne, men mindst lige så meget for børnene. Kirkens rum og univers er helt unikt og fyldt med spændende symboler og fortællinger. Gennem dem oplever børnene at få værktøjer til at forstå verden og navigere med følelser omkring liv og død. Vi lærer abstrakte ting i leg, og oplever en relation, der viser vores identitet og fællesskab.
Så giv dit barn en god, tryg og rar oplevelse som kan se og mærkes.
Flere hold børnekonfirmander deltager på hver sin ugedag efter skoletid. De børn, der er indenfor gåafstand til Hertug Hans kirke (hvor undervisningen primært foregår), bliver hentet på skolen og fulgt til og fra Børnekonfirmand.
De børn, der går i skole længere væk, bliver hentet fra skolen i bus eller bil og transporteres.
“Når vi dumper ind i kirken, starter vi med en minigudstjeneste med salmer, fadervor, trosbekendelse og bibelhistorie. Så er vi blevet sultne og får en forfriskning. Bagefter går vi i gang med at udforske dagens bibelfortælling oppe ad vindeltrappen i børnekonfirmandernes hemmelige rum. På den måde får vi kendskab til kirken og den måde man kan være kristen på. Så det er en håndsrækning til os forældre med at hjælpe med den dåbsoplæring, som vi lovede ved dåben,” slutter Henrik Engelbrekt Refshauge, som står for forløbet sammen med præsterne Kirsten Münster og Henning Wehner fra Domsognet.