Fortsæt til indhold

Ungdommens Røde Kors søger lokale mentorer

Frivillige, der vil gøre en forskel for et barn, søges

Arkiv
Arkiv

Frivillige i Fredericia og Middelfart søges af Ungdommens Røde Kors. Organisationen vil etablere et netværk af frivillige mentorer, der kan gøre en forskel for udfordrede børn.
På landsplan er det målet, at nå op på 444 mentorer.
“Vores mentor-ordninger er særlige, fordi de bygger på frivillighed. Mange af de børn og unge, der får en mentor, er ofte omgivet af professionelle fagpersoner i deres hverdag. Derfor er det noget særligt for dem at opleve, at et andet menneske frivilligt og aktivt har valgt dem til,” lyder det fra Ungdommens Røde Kors.

De voksne har travlt

Nadia på 32 år er skolelærer og frivillig mentor.
”Fordi jeg er lærer, er jeg jo altid sammen med børn i fællesskaber. Og så synes jeg, det også er hyggeligt at være sammen én til én. Man kan lidt mere. Man kan jo ikke tage et barn med hjem fra skole, og vise dem rundt. Det giver meget. Selvom det godt kan være lidt svært at definere - det er lidt svært at sige, hvad det er, man lærer, og hvad det er det giver. Men det giver en energi til min dagligdag. Jeg synes, det er rart at mødes med Mumen, hvor vi ikke skal snakke om arbejde eller bekymringer på den måde,” siger hun, der er mentor for 11-årige Mumen.
Han siger det endnu kortere:
”En lærer har meget travlt. Og Nadia har ikke meget travlt. For hun er sammen med mig. Nadia har tid til at snakke med mig og lave det, jeg har lyst til,” siger han.

Fremmer også læring

Ungdommens Røde Kors fremhæver, at mentorer ikke alene kan bringe glæde i børnenes hverdag - men også fremme deres indlæring og udvikling i skolesammenhæng.
”Forskning fra blandt andet SFi (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) viser, at der er en klar og markant sammenhæng mellem social trivsel og faglige præstationer. Mentor-ordninger har derfor stort set altid et uddannelsesfremmende perspektiv,” siger Merete Røll Lærke, der er udviklingschef hos Ungdommens Røde Kors.
Læs mere påhjemmesiden mentorindsamling.dk