Musik til lokal tv-julekalender indspilles
Fredericias lokale tv-julekalender er på vej. Forleden blev musikken indspillet af unge fra Den Kreative Skole og korpiger
Uden for er der ikke just julestemning: Vejret skifter mellem gråt og sol. Alligevel er der en tyk julestemning inden for på musicalakademiet i Fredericia. Agtigt.
Elever fra Den Kreative Skole indspiller musikken til Fredericias kommende, lokale tv-julekalender. To sammenbragte kor lægger stemmer til, ligesom fire solister synger stemmer ind.
Om kort tid går tv-optagelserne i gang. Blandt andet af seriens faste musik-indslag.
“Der skal nærmest indspilles en musikvideo. Så vi har brug for at få musik-optagelserne på plads ret hurtigt,” siger Jonas Lindorf.
Han er musiklærer på den Kreative Skole og har komponeret sangene til julekalenderen.
“Der er fem sange, som jeg har komponeret musikken til. Sophie Binzer og Stine Høeg har skrevet teksten til en duet og titelsangen,” siger Jonas Lindorf.
Nerver på
Arbejdet med at indspille har strakt sig over de to seneste weekender.
Selvom eleverne og musikerne fra Den Kreative Skole har øvet sig på forhånd, er der nerver på under indspilningerne. Ikke egentlig nervøsitet, men fokus og en vilje til at gøre det så godt som muligt.
Det samme gælder børnene i de to sammenbragte kor, der skal lægge stemmer til en del af musikken.
“Det var sjovt at se, hvordan pigerne var nevøse, da de ankom og skulle i gang. Men nerverne forsvandt hurtigt. Blandt andet fordi Jeppe skabte en god stemning,” siger Jonas Lindorf med henvisning til Jeppe Ilskov Harbo ved mixerpulten.
Nogle numre skulle der bruges flere timer på. Andre kom i kassen meget hurtigere.
“Det føles underligt at bruge to-tre timer på ét nummer - og så bagefter indspille et andet nummer i første forsøg. Det er lige før, man ikke tør tro det. Men det gjorde vi faktisk med et af numrene,” siger Jonas Lindorf.
Julekalenderen får titlen 'Sofies magiske jul'. Afsnittene bliver på cirka ti minutter.
Historien er skrevet af June Alison, der underviser i billedkunst og har arbejdet på lignende projekter tidligere.
Projektet startede med en mere beskeden plan, men har hurtigt vokset sig større og større. Og nu er i hvert fald musikken ved at være på plads.