“Jeg husker stadig min første dag”

“Jeg var 17 år, da jeg startede i det gamle posthus i Jernebanegade. Det var den gang, hvor kvinderne netop havde lov at gå i bukser. Og man tiltalte postemesteren i tredjeperson: 'Vil Postmesteren have en kop kaffe?',” siger Birgitte Frammé Vesterled.
Hun smiler ved tanken om de stive former og overdrevne ærbødighed.
“Det var en vidunderlig tid.”
Siden er der gået 45 år. I alle årene har Birgitte arbejdet ved Posten. Men nu er det slut: I sidste uge gik hun på pension og afsluttede dermed et arbejdsliv, hvor hun har været hos den samme arbejdsgiver gennem hele arbejdslivet. Firmaet har ganske vist skiftet navn og ejer et par gange, men i sin essens er det det samme sted.
De senere år har hun været tilknyttet postbutikken ved Superbrugsen på Nymarksvej.

Tjenestemand

“Jeg går på tjenestemandspension. Og jeg har selv valgt det. Jeg er blevet 62 år. Jeg fejler ikke noget, men jeg er bange for at få dårlig ryg af at slæbe omkring 150 pakker hver dag - to gange. 'Man skal stoppe, så længe man kan fløjte', sagde min far. Det tror jeg, han har ret i,” siger Birgitte og hilser på en kollega.
“Jeg kommer til at savne det. Især kollegerne. Men de har lovet, at jeg gerne må komme forbi og hilse på dem,” siger hun.
Pensionisttilværelsen kommer til at byde på hygge og frihed sammen med både manden, børnene og de fire børnebørn.
“Det bliver dejlig at slappe af og hygge sig,“ siger hun.

Røveri

De 45 år hos Posten blev fejret med en reception på hendes sidste arbejdsdag.
“De var så søde at spørge, om jeg ville have en reception. Det ville jeg gerne. Det ville jo være lidt underligt bare at vinke farvel,” siger hun.
Gennem de 45 år har hun aldrig haft lyst til at forlade jobbet eller prøve noget andet. Pånær én gang.
“I 2011 var jeg udsat for et røveri. Det var ovre i den gamle Superbrugs på Nymarkssvej. Det var en voldsom oplevelse. Og dagen efter begyndte min mand og jeg at tælle dagene, til jeg kunne gå på pension. Røveren blev fanget, men det sidder alligevel i kroppen, og der går ikke en dag uden at jeg tænker på det,” siger hun.
På sin sidste arbejdsdag er hendes krop fyldt med andet.
“Det bobler i min mave. Det har det gjort, siden jeg i morges tog arbejdstøjet på,” siger Birgitte Frammé Vesterled og vinker til endnu en kollega.