Fortsæt til indhold

Fra børnehave til ældreboliger

Ramsø Ældreboligselskab bygger 18 store boliger ved ‘Plænen’ i Viby

Arkiv
Jan Partoft

Aldersgruppen, der rykker inde på Parkvej 12 i Viby, får for fremtiden et ordenligt ryk opad. Indtil for et par år siden var det børnehavebørn, der hver dag indtog stedet, fra slutningen af 2017 står der 18 nye ældreboliger på stedet. - Vi vil gerne have flere boliger til ældre i Viby, siger Inga Skjærris Nielsen, som er formand for Ramsø Ældreboligselskab. - Vi har i øjeblikket 84 her i Viby. De er fra slutningen af 1970’erne og trænger til en renovering. I forbindelsen med den helhedsplan vi har vedtaget, blev det også besluttet at bygge nye boliger. - Når de står klar, kan vi bruge dem til genhusning, når vi skal renovere de gamle boliger. De 18 nye boliger bliver to-rums og på 65 kvadratmeter med mulighed for en fleksibel indretning. - Her skal være plads til par, også selv om den ene er handicappet, så beboerne kan bevare deres familieliv, siger Inga Skjærris Nielsen. Placeringen af de nye boliger er lige som de nuværende i ‘Plænen’, midt i Viby. Ramsø Ældreboligselskab vil også gerne overtage Viby Bibliotek, for at bygge boliger der. - Det er noget vi ser positivt på i Roskilde Kommune, siger borgmester Joy Mogensen. - Salget af grunden skal selvfølgelig finansiere et nyt bibliotek i Viby. De kommende ældreboliger på Parkvej glæder også borgmesteren. - Jeg er glad for, at der kommer flere ældreboliger i Viby. Mange sidder i et stort parcelhus, som de gerne vil væk fra. De nye boliger gør det muligt stadig at blive boende i Viby, siger hun. Starten på byggeriet blev markeret med nedlæggelse af en grundsten. - Det giver ikke meget mening at tage første spadestik, når vi har været i jorden i forvejen i forbindelse med nedrivningen af den gamle børnehave, sagde Inga Skjærris Nielsen. - Derfor har vi valgt at markere det med en grundstensnedlæggelse. Grundstenen, der blev lagt, bestod af et stort metalrør med effekter fra nutiden. jp@roskildeavis.dk

Folderen med planen over de nye ældreboliger blev studeret med interesse.
Inga Skjærris Nielsen og borgmester Joy Mogensen i gang med grundstensnedlæggelsen.
Sådan forestiller arkitekterne sig, at der kommer til at se ud, når byggeriet er færdigt.