Fortsæt til indhold

Gadstrups drenge kan sejre

Arkiv
Arkiv

Otte drenge, der udgør Gadstrup IF’s U12-hold, viste styrke og sejrsvilje, da de deltog i Rosenhøj-stævnet. De otte fik spillet seks kampe, hvor de fem endte med sejr til dem og en endte uafgjort. De tre første kampe var i den indledende pulje. Her slog de NFC med 1-0, Jægersborg med 3-0 og Rosenhøj med 4-0. I placeringskampene blev første spillet uafgjort 0-0, her var modstanderen Tårnby. Anden kamp var mod Farum, og her vandt Gadstrup-drengene 3-0. Sidste kamp var mod Taastrup. Den bød på regulær spænding, selv om Gadstrup kom foran 3-0. Her satsede Taastrup hårdt og fik scoret to hurtige mål. Med 3-2 blev kampen mere åben. Gadstrup-drengene fik dog lukket den igen, da de scorede til 4-2, der også blev slutresultatet.