Nyt gulv i B/P-hallen
Bredstrup-Pjedstedhallen har fået nyt gulv efter 35 års slid. Og også en ny tribune til tilskuerne
Gulvet i Bredstrup-Pjedsted-hallen har i mange år båret præg af et aktivt lokalsamfund. Det har trængt til udskiftning i nogle år, og i fredags kunne det nye gulv så indvies med borgmestertale og brede smil.
Hallens trægulv var 35 år gammelt. Men i løbet af sommeren blev det skiftet til et nyt, der ikke bare dækker hallens baner, men også området uden for banen og i gymnastiksalen.
I samme omgang er der opført en ny tribune. Og inden længe kommer der også en ny port på plads mellem hal og sal.
Valget af gulv, tribune og port er sket efter tre primære kriterier. Funktionalitet, økonomi samt farver og materialer - der sikrer et flot harmonisk udtryk og miljø i hallen, oplyser halbestyrelsen.
“Det er meget vigtigt, at vi har gode og brugervenlige rammer i hallen, der virker optimalt til de mange aktiviteter. Derfor arbejder vi videre med andre forbedringstiltag, store som små – som vil ske i et balanceret tempo som led i en sund, økonomisk bæredygtig udvikling. Og som ikke mindst er baseret på foreningernes og brugernes behov og feedback,” lyder det fra bestyrelsen.
Et af de kommende projekter kommer til at handle om energibesparelser ved at lamper og lyskilder skiftes ud med LED-lys.
pfa