En hel gade til jernhestene
Cyklisterne i Odense har nu fået en hel gade for dem selv, hvor bilisterne skal tage stor hensyn
Odense har fået sin første cykelgade på Rødegårdsvej på strækningen mellem Nyborgvej og Reventlowsvej. Formålet er, at bløde trafikanter må bruge hele vejbanen samt køre ved siden af hinanden.
Hvis bilister vil køre gennem strækningen, skal de tage stor hensyn og køre under 30 km/t.
Det fortæller Troels Andersen, projektleder for Cyklisternes By.
“I Holland og Tyskland har cykelgader været brugt i noget tid. Nu har Odense fået lov til at opføre deres første,” siger han.
Projektlederen er sikker på, det bliver en gevinst for de tusindvis af cyklister, som dagligt bruger Rødegårdsvej i deres rute mod SDU.
“Det betyder i hvert fald, at fremkommeligheden bliver bedre. Derudover tror jeg, at det glæder mange cyklister, at de må køre ved siden af hinanden på strækningen,” siger Troels Andersen.
Ikke den sidste
Odense Kommune har planer om at gøre andre strækninger til cykelgader.
“Vi har blandt andet kigget på en parallelgade til Vestergade. Den, der løber ved Asylgade. Derudover har vi også andre gader i tankerne,” siger projektlederen.
Strækningen mellem Nyborgvej og Rewentlovsvej er cirka 300 meter. Du kan kende cykelgaden, som er en del af supercykelstien, på det blå og hvide skilt, der er stillet op ved indkørslen.