Fortsæt til indhold

Kold dukkert til Friluftsbadet

Langt færre besøg i Friluftsbadet end sidste år, viser nye tal

Arkiv
Emil Hermann

Mindre plask og pjat.
Med 6000 færre besøgende end i 2015 har det været en dårlig sæson for Friluftsbadet i Bolbro.
I år lagde 19231 vandhunde vejen forbi anlægget, mens antallet var 25237 i 2015.
Det viser de besøgstal, som Søren Damgaard, leder for Odense Idrætspark, har fremlagt for Lokalavisen Odense.
Det tyder måske på, at interessen for Odense Havnebad, der blev indviet 1. juli og er gratis at boltre sig i, har holdt badegæsterne væk i Bolbro, hvor det koster 18 kroner for børn og 36 kroner for voksne at få adgang til vandlandet.
Søren Damgaard erkender, at Friluftsbadet har haft en ret dårlig sæson, men det skyldes især det dårlige vejr.
“Vi havde nogle af de ringeste besøgstal i starten i august, fordi det har regnet og været overskyet. Men vi er kommet stærkt efter det i sidste uge af august, hvor vi havde masser af solskin. Det betyder meget, fordi folk afsætter det meste af en dag, når de bruger vores rutsjebaner, udspringsplatforme, soppebassin samt alle vores andre udendørsaktiviteter,” fortæller idrætsparklederen.
På to måneder har Odense Havnebad haft 22815 besøgende - altså 3000 flere end Friluftsbadet, hvis besøgstal endda tæller for en tre måneders periode.

S: Fri adgang i et år

Det har den røde del af byrådet, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten nu valgt at reagere på.
De har derfor fremlagt et forslag, der skal give fri adgang til Friluftsbadet i sæsonen 17.
Peter Rahbæk Juel (A), byrådsmedlem og borgmesterkandidat, forklarer:
“Vi vil rigtig gerne have flere unge, børnefamilier og voksne til at bruge den perle, vi har i Friluftsbadet. Den gratis adgang til Havnebadet har formentlig gjort interessen mindre for Friluftsbadet, og det er rigtig ærgerligt, når vi årligt bruger 1,5 millioner kroner på at holde anlægget kørende,” siger han.
Pengene skal findes i administrative udgifter i By- og Kulturforvaltningen.
“Vi har valgt at opretholde besparelser for 600.000 kroner, der ellers blev fjernet fra bordet, da vi fik penge tilbage fra omprioriteringsbidraget. På den måde har vi råd til forsøgsordningen i et år,” forklarer Peter Rahbæk Juel, der har flertal for forslaget, som forventes vedtaget i budgetforhandlingerne i september eller oktober.

Slå koldt vand i blodet

Jane Jegind, rådmand i By- og Kulturforvaltningen, er dybt uforstående.
“Skal vi så også begynde at gøre det gratis at gå i svømmehallen,” spørger rådmanden og fortsætter:
“Friluftsbadet har haft en dårlig sæson, fordi vejret har været skidt. Den røde lejr burde slå koldt vand i blodet i stedet for at bruge unødvendige penge.”