Flere vuggestuepladser, tak!
Lis Ravn Ebbesen Social- og sundhedsudvalgsformand (SF) Lindealle 18, Kolding Maria Mikkelsens Børnehave har søgt om at blive en integreret institution. Et rigtig godt initiativ fra en selvejende institution. I SF så vi rigtig gerne, at de kommunale institutioner gjorde ligeså. Faktisk så vi allerhelst, at der var vuggestuepladser ved alle vore børnehaver . I al fald oplever vi at forældre under uddannelse, eller de, der netop er færdige, efterspørger vuggestuepladser. Og det af flere grunde. Dels giver det dem tryghed. De selv er veluddannede, og forventer at det personale, der skal tage sig af deres lille henrivende barn , er det samme. Og så vil de gerne kunne aflevere deres børn samme sted og sikre et sammenhængende forløb. Så skal de studerende blive i Kolding, er det ikke nok at bygge boliger. Så må vi som byråd sikre, der er reel valgmulighed mellem vuggestue og dagpleje. Ellers bliver de omliggende byer et trækplaster.