De stejle bakkers mesterskab
Nørreskoven danner i weekenden rammer om nordiske mesterskaber i Mountainbike. En helt ny bane venter
De tre hårnålesving følger som perler på en snor på den stejle skrænt nær Idrætshøjskolen. Længere henne venter en smal bro over Bybækken og endnu længere henne venter en nedkørsel ved siden af den gamle skihopbakke.
Vejle Nørreskov har nogle bakker, der er stejle af en anden verden, og det er her, at der i den kommende weekend skal afholdes NM i Mountainbikeløb, der også er sidste afdeling i årets Sramliga.
Det bliver en weekend med ryttere fra nær og fjern, både de mindre erfarne og de supererfarne, deriblandt den firedobbelt tyske OL-deltager, Manuel Fumic
Der er verdensrangliste- point på spil, og det lokker nogle af de bedste mountainbikeryttere til Vejle.
“Det er det største arrangement, vi har prøvet af afholde. Vejle er kendt for at have et godt cykelspor, men nu er det blevet endnu bedre. 200 højdemeter på en 4,9 kilometer lang rute. Det ses godt nok ikke ret mange andre steder i Danmark,” forklarer Rasmus Jørgensen, der er formand for Mountainbike Club Vejle.
Selv bygget
Han er glad for den nye rute, som klubben da heller ikke er kommet sovende til.
Klubbens medlemmer har knoklet med skovle, spader, trillebør og knofedt i rå mængder gennem flere måneder, og Vejle Kommune har stået bi med god hjælp med arbejdskraft fra blandt andet kommunens skovarbejdere.
Og nu er ruten så klar til det store event, der får start og mål ved Idrætshøjskolen.
“Alle skal være velkommen til at komme forbi og opleve stemningen og løbene. Der er også en åben rute lørdag, hvor man kan prøve mesterskabs-ruten, men den er ikke for nybegyndere,” siger han.
Ruten står klar til mesterskaberne den 10. og 11. september, men pilles ikke ned. Nørreskoven ved Idræthøjskolen er nemlig blevet et sted, hvor mountainbikeryttere kan boltre sig.
“Vi har lavet banen, så den både er teknisk svær, men også en rute for begyndere. Vi har fået lagt sporene sådan, at vi mindst muligt mødes med de stier, hvor folk går og løber, men vi vil dog krydse hinanden i ny og næ,” forklarer han.
lørdag og søndag
Der er NM i mountainbike både lørdag og søndag. Der forventes op mod 500 ryttere, der dog ikke nødvendigvis er fra de nordiske lande. Andre må gerne deltage.
Lørdag cykles fra klokken 12-15,30, mens det søndag er fra klokken 10 til sådan cirka klokken 17. De bedste kvindelige ryttere skal prøve kræfter med Vejles bakker søndag klokken 13.30, og klokken 15.15 er det de bedste mænds tur.