Ikke mere skat til boligejerne i Vejle
Peter G. Harboe
Medlem af Vejle Byråd,
Liberal Alliance
Boelskilde 11, Bredballe
Inde på Christiansborg begynder forhandlingerne om Finanslov og 2025-planen. Det kan gå mange veje, men allerede nu kan vi se, at der vil gå lang tid før boligejerne får en retfærdig skat på deres boliger. Rodet i ejendomsvurderingerne betyder, at grundskylden vil stige 5 procent hvert år, selvom værdierne kun stiger omkring 2 procent.
Som det ser ud nu, skal Boligejerne i Vejle Kommune skal betale 15 millioner kroner mere i grundskyld, indtil der er orden på ejendomsvurderinger og skatteudskrivning igen. Det kan vi ikke bare lade ske i Vejle og gruppeformanden for Dansk Folkeparti, Folmer Kristensen, var da også allerede ude i Lokalavisen for
to uger siden og tale om sænkning af grundskylden i de næste år.
Det forslag kan Liberal Alliance fuldt støtte i de kommende budgetforhandlinger og vi vil meget gerne se det indarbejdet i Vejle Kommunes budget 2017 til 2020.
Det er oplagt, at vi tager højde for, at Vejle Kommunes boligejere får nye byrder. Vejle Kommune drives effektivt og det betyder, at der vil kunne hensættes 15 millioner kroner de næste tre år til at lette byrderne på boligejerne og skal man gøre ved at sænke grundskyldspromillen 27,75 til 26,75. Vejles boligejere behøver ikke betale mere i skat, fordi der er rod på Christiansborg.