Fortsæt til indhold

Godsbanegården gennem tiden

Arkiv
Tekst og foto af Anne Smedegaard

Den 17. maj 1915 stod Godsbanegården færdig; tegnet og designet af Heinrich Wenck, arkitekten der også står bag Københavns Hovedbanegård.
Kort efter blev bygningen taget i brug, og mange arbejdere har haft deres daglige gang bag de røde murstens vægge, der udgjorde en tredjedel af Vejles banegårde.
74 år senere var det slut. Godsbanegårdens egentlig formål fik en ende; godstransporten til og fra bygningen på Gammelhavn stoppede i 1989.Efterfølgende udlejede DSB bygningen til diverse virksomheder, men siden 2010 har den stået øde hen.
Den over 100 år gamle bygning er tom og forladt, lukket og låst. De eneste besøgende i dag er unge med øl- og spray dåser i et forsøg på at forfine Wencks værk med diverse graffiti.
Den æra kan dog også snart være ovre. Bygningen er nemlig søgt fredet, hvilket vil betyde enden for graffitikunstnerne og for kommunens plan om at rive den gamle bygning ned og erstatte den med en ny vej og høje bygninger.

Man kan stadig få et glimt af Godsbanegårdens oprindelige formål. På begge sider af den gamle bygning er der nemlig stadig togskinner. Dog er de overgroet af græs og ukrudt og blevet omdannet til losseplads for både øldåser, McDonald’s papir, barnevogn og meget andet. De er ikke længere brugbare for egentlig togtransport, selvom der holder et graffiti bemalet tog eller to på dem.
Posthusgrunden, hvor Godsbanegården ligger, skal ifølge kommunens planer gennemrenoveres og fyldes med lejligheder, detailhandler og p-pladser.