Heste, blomster og ugler i Universe
Universe Science Park inviterer naturen indenfor den 10. september, og uanset om man er til en tur på hesteryg, blomsterbinding eller ønsker at møde en ugle, vil der på dagen være rig mulighed for at komme helt tæt på naturen.
Den sønderjyske oplevelsespark Universe er udover de spændende attraktioner kendt for sin smukke park med mange specielle blomster og træer. Den 10. september zoomer parken derfor helt ind på netop naturen, når arrangementet Naturens Dag løber af stablen fra kl. 10 til kl. 17.
En festlig dag
"Naturens Dag er en utrolig festlig dag, hvor hele vores park summer af liv, og overalt vil naturen vise sig fra sin mest fascinerende og spændende side. Man kan få en tur på hesteryg, møde uglen ULLU, få smagsprøver af både surt og sødt hjemmesylt eller en snak med de mange forskellige specialister inden for blomster, bier, hjemmelavede smykker og masser af andre spændende ting," fortæller Kirsten Veje, Event Manager i Universe.
Rul et bivokslys, mød en ugle eller lav en blomster dekoration - Universe arrangerer Naturens Dag i samarbejde med en række sønderjyske klubber, foreninger og butikker, og alle medvirkende stiller op med en stand, der på hver sin måde stiller skarpt på naturen.