Byen er stor nok til specialbutikker
Sara Buch slog fredag dørene op for Fijosa, Koldings nyeste specialbutik
Østergade kunne i sidste uge føje endnu en butik til samlingen af spændende specialbutikker, som midtbyen har at byde på.
“Jeg vidste ikke helt, om jeg kunne blive klar til at åbne til Kulturnatten - mine sidste varer kom for eksempel først torsdag. Men jeg synes, at det var en god mulighed for at vise de koldingensere, der måske ikke kommer til midtbyen så ofte, hvad jeg har at byde på,” fortæller indehaveren af Fijosa, Sara Buch med et smil.
Hun byder velkommen i den stilrene butik, der lokker kunderne indenfor med mange lækre mærkevarer i god kvalitet.
“Hele tanken bag butikken var, at jeg ville sælge de ting, jeg selv har lyst til at købe. Kunderne skal føle, at de bliver inviteret indenfor i mit univers,” fortæller hun.
Selvom butikken ikke stod helt klar, gav det alligevel god mening at åbne op til Kulturnatten.
“I starten skete der ikke så meget, men hen på eftermiddagen begyndte kunderne at komme forbi, så jeg var godt tilfreds, da jeg skulle gøre kassen op efter min første dag,” fortæller Sara Buch.
Storbyfornemmelser skaber plads
Butikken byder på en fin kombination af mærkevarertøj til flere tusinde kroner og mindre ting som silketørklæder, duftlys og læbepomade, der er i en prisklasse, hvor de fleste kan være med.
“Jeg synes, at Kolding er stor nok til en butik som min. Det er nemlig specialbutikkerne, jeg synes er charmerende, når jeg besøger storbyer i både udlandet og herhjemme. Det er også derfra, at jeg har hentet min inspiration,” forklarer Sara Buch.
Hun mener, at Fijosa kommer til at udfylde et behov i Kolding.
“Der mangler butikker som min til trods for, at midtbyen har mange fine butikker. Fijosa henvender sig til kvinder fra 20 år og helt op til 70+. Tøjet er enkelt med et lille twist, og er lavet i de bedste materialer som silke og cashmere,” fortæller hun.
Netop det stilrene look med fokus på kvalitet er vigtig for Sara.
“Jeg har lavet en butik, som jeg selv ville have lyst til at handle i. Uanset om man vil forkæle sig selv, eller om man er på jagt efter en værtindegave,” slutter Sara Buch.