Fortsæt til indhold

Køge har det bedste image

DI's nye erhvervsklimaundersøgelse kårer Køge Kommmune til sjællandsmester i at tiltrække nye virksomheder og borgere

Arkiv
Martin Rasmussen

Man skal ikke bevæge sig ret meget rundt i Køge og omegn for at få et klart indtryk af, at udviklingen buldrer derudaf i Køge Kommune. Der bygges nyt mange steder, transportcentret vokser og infrastrukturen udbygges.
Det indtryk bekræftes i høj grad også i Dansk Industris netop offentliggjorte erhvervsklimaundersøgelse. Her bliver Køge Kommune kåret som sjællandsmester i at tiltrække nye borgere og virksomheder. Virksomhederne mener, at Køge Kommune har det bedste image blandt de sjællandske kommuner, og på landsplan overgåes man kun af Ikast-Brande, når det gælder om at tiltrække nye borgere og virksomheder.
Udover evnen til at tiltrække nye borgere og virksomheder, er der ros fra virksomhederne til den lokale planlægning, der giver plads til både by- og erhvervsudvikling. Her ligger Køge nummer tre og er ifølge virksomhederne også her bedst på Sjælland.
”Køge har en ambitiøs erhvervspolitik, og kommunen arbejder hårdt for at sikre erhvervslivets rolle i kommunens udvikling. Køge har formået at tiltrække og udvikle en lang række projekter, som i fremtiden vil gavne erhvervslivet i kommunen. Køge har formået at løse en stor udfordring ved at kombinere koordineringen af store infrastrukturprojekter med en stærk erhvervsservice og konstant forbedring af de lokale virksomheders rammevilkår. Køge har potentialet til at blive hele Sjællands vækstmotor, hvis kommunen fortsætter den positive tilgang til erhvervslivet og samtidig forbedrer sin tilgang til private aktører og kommunens velfærdsservice,” lyder vurderingen blandt andet fra DI.
Borgmester Flemming Christensen (K) glæder sig over de pæne ord fra erhvervslivet.
”Jeg er rigtig glad for virksomhedernes gode vurdering. Vi går benhårdt efter at sikre gode vilkår for virksomhederne i Køge Kommune, og vi er kendt for en hurtig sagsbehandling, en god og effektiv kommunikation med virksomhederne - og så er der ingen dækningsafgift, når man driver virksomhed her. Det har også fået flere og flere virksomheder til at slå sig ned i Køge. Ligesom vi også kan se, at tilflytterne strømmer til,” siger han i en pressemeddelelse.
Og han ser flere muligheder for forbedringer i de kommende år takket være de mange lokale udviklingsprojekter.
”Snart får Køge Bugt Motorvejen flere spor, vi får en ny højhastighedsbane med stop i Køge 20 minutter fra København. Ligesom erhvervshavnen er ved at blive udvidet. Det vil kun være med til at gøre det endnu nemmere at drive virksomhed i Køge. Men det er klart, at de store infrastrukturprojekter også konkret betyder, at der graves og bygges på livet løs, hvilket i perioder kan skabe bøvl og besvær for trafikanterne. Heldigvis er det midlertidigt, og jeg glæder mig over, at virksomhederne godt kan se, at Køge er på vej som hele regionens vækstmotor,” siger Flemming Christensen.
Samlet set kommer kommunen ind på en 19. plads ud af 96 kommuner i erhvervsklimaanalysen. Det er en fremgang på fire pladser i forhold til sidste år.