Haderslev er stadig verdens største
Haderslevs verdensrekord på 7.651 deltagere ved Stafet for Livet er endnu ikke blevet slået. Men mon ikke det sker på lørdag?
I september 2015 blev Stafet for Livet i Haderslev med 7651 deltagere den største af verdens over 8000 udendørs stafetter til fordel for kræftsagen.
Det er en rekord, der et år senere endnu ikke er overgået. Årets stafet i Haderslev Dampark foregår i weekenden 10.-11. september, og med over 5000 tilmeldte en uge før er der både udsigt til endnu et stort folkeligt arrangement i domkirkebyen og stadig en chance for, at verdensrekorden bliver slået.
Den store succes skyldes ikke mindst de over 150 hold og deres holdkaptajner, der gør et kæmpe arbejde for at have deltagere på ruterne i de 24 timer, stafetten varer og for at stå bag alle mulige indtægtsgivende aktiviteter. Alle kan deltage uanset alder og fysisk formåen, da der er henholdsvis en rute på én kilometer for børn og gangbesværede og en rute på to kilometer for alle andre. Der er ingen præstationskrav, da Stafet for Livet handler om at skabe gode oplevelser og et stærkt fællesskab omkring det gode formål at forebygge og bekæmpe kræft.
De vigtigste deltagere er fighterne, som er tidligere og nuværende kræftpatienter. Det er netop deres situation, Stafet for Livet symboliserer ved at vare et helt døgn. Kræftsygdommen sover aldrig, og det gør kampen mod sygdommen heller ikke. Fighterne fører iklædt gule trøjer an, både når stafetten begynder kl. 12 lørdag og på den sidste runde, der begynder søndag kl. 11.30.
Det er muligt at melde sig til frem til afslutningen på søndag. Du kan på hjemmesiden stafetforlivet.dk og app'en Stafet for Livet melde dig til som deltager. Begge steder skal du gå ind under Haderslev. Det koster 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn.
Initiativtagerne bag Stafet for Livet i Haderslev er Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling, Haderslev Kommune og JydskeVestkysten.
Herunder er tidsplanen for Stafet for Livet i Haderslev 2016:
Fredag 9/9
14.00–19.00: Opstilling af telte
Lørdag 10/9
11: Alle biler skal være ude af Damparken
Store Scene lørdag:
10.15-11.00: Caj og Cometerne
11.15-11.45: Vojens Brass Band
12.00-12.15: Åbning. Taler: Per Vers
12.20-12.45: Fighterrunde: Haderslev Garden, Green Forest Pipeband og Haderslev Tambourkorps
12.45: Start for alle hold
12.45-13.30: Pause fra scenen
13.30-14.15: Waist coat
14.35-15.20: Flawless
15.40-16.25: Øsbynight
16.45-17.30: RayRay
17.45-18.10: Sine Efterskole, danseshow
18.25-19.00: Green Forest Pipeband
19.20-20.05: The Clowns
20.25-21.10: ZooTV
21.30-22.30: Stafetten stopper. Lysceremoni. Taler: Sognepræst Johannes Gjesing
22.30: Stafetten genoptages.
22.30-23.30: Lunderskov Efterskole - teaterlinien.
22.30-22.50: Ildshow
23.10-00.00: This Wooden Floor
Damhalvøen lørdag:
14.00-14.45: Benedicte
15.05-15.40: Mynte
16.00-16.45: Frederik Damkaer
17.05-17.50: Kirsten Mørk
18.10-18.55: Elena Schou
19.15-20.00: NME
20.20-21.15: Wine By The Glass
Fighterteltet lørdag:
11: Udlevering af t-shirts og balloner til fighterrunden
12.45: Fightermiddag
14: Besøg af parykmager
15-16.30: Pårørende-café primært for aldersgruppen 50+
16.30-18.00: Pårørende café primært for aldersgruppen 30-49
18.00-19.30: Pårørende café primært for aldersgruppen 15-29 år
22.15: Vi mødes og får udleveret lysballoner der opsendes efter lysceremonien
22.30: Ost og rødvin til fighterne og pårørende
24: Midnatsbingo ved Sandersvig supersnails
Store scene søndag 11/9:
8-9: Yoga og mindfulness ved Pia Bech
9.30-10: Opstilling til gudstjeneste
10: Gudstjeneste ved sognepræst Jakob Damm Knudsen, Gl. Haderslev kirke
11: Alle deltagere går en sidste runde med Green Forest Pipe Band
11.30: Afslutningsceremoni.
13: Der må køres ind i Damparken