Guldnål til sølv-roere
Erling Pedersen
Først blev Roskildes tre medaljetagere fra OL i Rio hyldet på det gamle rådhus af borgmester Joy Mogensen og deres egne klubber: De to sølv-roere fra 'guldfireren' og den unge cykelrytter Frederik Madsen, der fik bronze med 4 kilometer holdet i forfølgelsesløb. Derefter tog roerne Kasper Jørgensen og Jacob Barsøe videre til klubhuset ved havnen, hvor formanden Ove Pedersen gav dem klubbens ærestegn i guld. Den gives til medlemmer, der gennem en række år har udført en særlig indsats for klubben og rosporten. Det har de to gjort gennem deres store engagement og flotte resultater, som er et forbillede for mange unge medlemmer og andre idrætsfolk. Den særlige udmærkelse er fremstillet af guldsmed Henrik Enig i Karen Olsdatterstræde.