Ingefærsucces styrker salg af marmelader
Det har været op ad bakke at sælge kvalitetsmarmelader i et stærkt konkurrencepræget marked, men succesen med ingefær styrker marmeladeforretningen, fortæller Ulrik Lehmann
stor konkurrence Bangs var en lille hensygnende marmeladefabrik, da Ulrik Lehmann overtog den i 2000. Han var i en alder af 54 år blev fyret i forbindelse med at hans daværende arbejdsplads blev opkøbt, og en af hans venner sagde meget kontant til ham: ”Nu kan du enten starte for dig selv eller købe en revolver. For der er ingen, der gider ansætte en på 54 år”. Ulrik Lehmann valgte det første. Han købte Bangs, der var blevet grundlagt i 1878, for han havde altid hygget sig med at lave marmelade på komfuret hjemme i køkkenet i Rungsted, og siden har han formået at bygge en fornuftig forretning op. Men nogen guldgrube har det ikke været at sælge kvalitetsmarmelader til bagere, osteforretninger, enkelte supermarkeder samt kæden ”Søstrene Grene”, som i mange år har forhandlet Bangs marmelader: ”Min kone og jeg har da kunnet klare os. Men det har da været op ad bakke. Vi er omringet af store konkurrenter, såsom Orkla ('Den gamle fabrik', red.), Scandic Food ('Skælskør' mv., red.) og Fynbo. Og det er et benhårdt marked, for der bliver jo ikke spist mere marmelade, og vi har valgt at lægge os i den høje ende, hvad angår pris og kvalitet,” forklarer Ulrik Lehmann. Ingefærdrik og ingefærshots er nu langt de største varemærker i Bangs, men succesen med ingefær er ikke gået ud over marmeladerne. ”Tværtimod. Vi kan mærke, at folk, der har købt vores ingefærdrik, får øje på, at vi også laver marmelader,” siger Ulrik Lehmann.