Fortsæt til indhold

Flot opbakning til festugens andeløb

Køge Festuge glæder sig over stor interesse for det nye andeløb, som gav en fin mulighed for at være med til at bakke op om den gratis fest i Køge

Arkiv
Martin Rasmussen

500 små plastikænder i kapløb ned ad Køge Å. Det var det ret usædvanlige skue, som man kunne følge under Køge Festuge i år, da der var premiere på andeløbet, som ser ud til at blive et fast element i Køge Festuge fremover.
Andeløbet var i hvert fald en stor succes i år. Alle 500 ænder blev solgt til 50 kroner pr. stk., og dermed gav løbet et fint tilskud til festugen, og der var flotte sponsorpræmier til ejerne af de ti første ænder over målstregen. Blandt præmierne var et krydstogt, en cykel, et låsesystem og et smykke.
"Men næste år skal vi have flere ænder med. Der var allerede udsolgt fredag, og mange var ærgerlige over ikke at kunne være med," fortæller Jan Rasmussen fra festugens bestyrelse.
Køge Festuge har ladet sig inspirere af tilsvarende væddeløb med plastikænder i udlandet, hvor det flere steder er store begivenheder med hundredtusinder af ænder. Så mange skal man dog næppe vente at se i Køge Å næste år.
"Det bliver måske 1000 eller 1500, men nu skal vi også passe på ikke at lade os rive med af euforien," siger Jan Rasmussen med et smil.

Alle 500 ænder blev solgt til festugens andeløb. Foto: JCJ