Skateboard og graffiti for piger
Chicks on Boards i Køge vil vise andre piger, at skateboarding ikke kun er en sport for drenge
Skateboarding er også for piger.
Det vil lokale skate-piger vise gennem et endagsarrangement i skatehallen i Gule Hal på Søndre Havn i Køge.
Arrangementet tilbyder workshops i skateboarding og graffiti kun for piger og kvinder i alderen 13 år og opefter. Dagen er arrangeret gennem et samarbejde mellem Køge Ungdomsskole, foreningen Skateducate og graffitikunstneren Cheeky og handler om at skabe og styrke et fællesskab, hvor både nybegyndere og øvede bliver udfordret og får succesoplevelser sammen.
Arrangementet afholdes lørdag 10. september fra kl. 12 og er gratis at deltage i.
High-fives når man falder
Køge har et forholdsvist stort skate-miljø, i hvilket der dog kun er få aktive piger/kvinder og det er arrangementets formål, at ændre ved dette forhold. Det overordnede formål med arrangementet er således, at få flere piger til at stå på skateboard og blive en del af Køges skate-miljø omkring den indendørs skatepark i Gule Hal, beliggende på Strandpromenaden 1 i Køge, og herved åbne miljøet op og gøre det mere mangfoldigt.
Skatemiljøet består af flere dele udover at skate, og derfor kommer den kvindelige graffiti kunstner Cheeky på dagen og lærer pigerne en masse om graffiti og så skal de også lave deres egne kunstværker på gamle skateboards.
“Hvis ikke man bliver verdens bedste til skateboarding, vil man stadig kunne bidrage til og være en del af fællesskabet på en anden måde” udtaler Anne Eggebrecht, grundlægger af foreningen Skateducate, i en pressemeddelelse.
Skateducate er en forening med base i Aarhus, og drives af lokale piger, som sætter fokus på at skabe et fællesskab for piger i skatemiljøet.
“Vi synes, det er nødvendigt med en platform, som kan rumme og respektere piger, der har lyst til at udfolde sig fysisk med udgangspunkt i at have det sjovt sammen” tilføjer Anne Eggebrecht.
Foreningen arrangerer ugentlige skate-sessions, camps og workshops, hvor der er fokus på at bruge skateboarding som et positivt identitetsdannende værktøj. Det formår de ved at skabe en platform for piger, hvor der er plads til at man udfordrer sig selv, og hvor der bliver givet high-fives når man falder.
Støtte fra Gadeidræt
Skateboarding kan være med til at styrke mentale kompetencer såsom at udvikle tillid til egne evner, at vise vedholdenhed og det at turde falde og rejse sig igen - også foran andre.
Køge Ungdomsskole har fået økonomisk støtte til at afholde arrangementet af ”Gadeidræt”, en landsdækkende platform der understøtter de selvorganiserede fællesskaber på gaden, og for hvilken målet er at gadeidrættens sociale, sundhedsmæssige og kreative potentialer kan få flere aktive børn og unge.
Alle er velkommen til arrangementet i Gule Hal lørdag 10. september fra kl.12, uanset niveau og der er skateboards, sikkerhedsudstyr og andre materialer man kan låne. Det er gratis at deltage.
Læs mere og find tilmelding på facebook-begivenheden ”Chicks On Boards Køge”.
logy