Mesterskab blev afholdt i Vejles voldsomme bakker
Vejle Mountainbike Club havde stor succes med at afholde internationalt mesterskab i Nørreskoven i weekenden
Der er lagt rigtige mange timers hårdt fysisk arbejde i opførelsen af en mountainbike-rute i Nørreskoven i Vejle. Og i weekenden skulle den nye rute bestå svendeprøven, da Vejle Mountainbike Club afholdt sidste afdeling af Sramligaen, som også fungerede som nordiske mesterskab.
Derfor var skoven fyldt med norske kobjælder (en speciel måde at heppe på), svenske tilråb og danske klapsavler.
Ruten bestod til UG med kryds og slange. I hvert fald var både ryttere og arrangører meget tilfredse med afholdelsen af det store arrangement, der trak omkring 500 cykelryttere til fra hele Norden samt lande som Tyskland og Belgien.
"Det er en rute, der må siges at være en af landets absolut bedste. Den er både teknisk svær og meget hård," lød det fra en af rytterne Helle Jacobsen fra Holstebro.
Hos eliterytterne var der en del tidligere OL-deltagere med til start.