Fortsæt til indhold

Svømmehal bliver digital

Ny svømmehal i Vejle bliver med digitale løsninger og plads til leg, aktivitet, træning og oplevelser

Arkiv
Arkiv

DGI Husets svømmehal i Vejle bliver snart ombygget og får tilføjet et 50 meter bassin med nye digitale oplevelser.
Den eksisterende svømmehal bliver omdannet til to bassiner målrettet vandleg og forskellige bevægelsesaktiviteter som udspring, klatring, Tarzanbane, dykning, trampolin og genoptræning – og rutsjebanen bliver forlænget fra 30 til 50 meter. Det eksisterende børnebassin beholdes.
I forlængelse af det eksisterende byggeri etableres et nyt 50 meter bassin med store glasfacadepartier. Det nye 50 meter bassin udstyres med LED-lys på bunden, så svømmere kan konkurrere, selv om de træner for sig selv.
Det bliver muligt at træne på otte 50 meter baner, eller 16 baner på 25 meter. Det vil også være muligt at spille kajakpolo i den ene halvdel af 50 meter bassinet, mens der svømmes på 25 meter bane i den anden halvdel.
Rundt om bassinerne etableres forskellige muligheder for styrke- og konditionstræning på tørt område. I den eksisterende del af svømmehallen fjernes den gamle tribune delvist, hvilket giver plads til et 'Hot and Cold-område' med spa, dampbad, sauna og koldtvandsbassin.
Den nye svømmehal i Vejle er tegnet af Arkitema Architects i samarbejde med ingeniører fra Cowi. I alt bliver projektet på 3.579 m².
Vejle Kommune har afsat 77 mio. kr. til projektet. Lokale og Anlægsfonden støtter nu med 9 mio. kr. I alt forventes projektet at koste 87 mio. kr. at etablere.