Pede B indtager Varde Bibliotek
Freestylerapper Pede B og psykologerne Mads Korsgaard og Anders Ørbæk giver torsdag kl. 19 et ordentligt spark til kreativiteten med en performance på Varde Bibliotek.
Freestylerap er det perfekte eksempel på professionel kreativitet, hvor der skabes hurtige idéer under stort tidspres – kreativitet nemlig er et af det moderne samfunds vigtigste råstoffer. Men hvordan tænker man ud af boksen og udvikler sine kreative evner?
På aftenen demonstrerer Pede B sin imponerende kunnen som freestylerapper, mens Mads og Anders fortæller, hvad der sker i hovederne på os, når vi tænker kreativt.
De deler desuden af deres viden fra den moderne kreativitetsforskning og giver tips til, hvordan du bliver mere kreativ i hverdagen.
Performancen arrangeres af Varde Bibliotek i samarbejde med Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole. Billetter koster 50 kr. og kan købes på vardebib.dk/detsker