Ingrid viser gården frem ved Åbent Landbrug
Søndag 18. september inviterer landbrugsbedrifter igen indenfor
Hvor kommer mælken fra? Hvor mange liter mælk giver én ko? Hvor ofte får køer kalve? Og hvordan føles en ru kalvetunge? Det er nogle af de mange spørgsmål, som børn og voksne får mulighed for at stille hos mælkeproducent Ingrid Bucka, Lendemark 3 i Bylderup Bov søndag 18. september.
Ingrid Bucka er en af 50 landmænd over hele landet, som denne søndag påtager sig rollen som vært ved Åbent Landbrug, og hun byder alle velkommen på sin gård kl. 10-16.
Flyttede fra Holland
Ingrid Bucka flyttede fra Holland i 1993 og har siden boet på gården.
“Her bor også mine tre børn Rune, 16, Amy, 14, og Thore på12. Der er en ansat, som sammen med mig passer de 130 malkekøer og deres kalve,” fortæller Ingrid Bucka om sin hverdag i en pressemeddelelse fra LandboSyd.
På gården er der malkerobotter, så køerne bestemmer selv, hvornår de vil malkes, og Arla henter mælken til mejeriet i Kruså.
Desuden har Ingrid Bucka 145 hektar jord. Her dyrkes en stor del af køernes foder, som primært er majs og græs, men der dyrkes også afgrøder til et biogasanlæg.
”Jeg trives med at være landmand, passe dyrene og påvirke og følge samspillet mellem dyr, natur og afgrøder. Vi glæder os til at vise gården frem og håber, at alle får en dejlig dag,” siger Ingrid Bucka.
Gråsten er også med
I LandboSyd-regi gennemføres Åbent Landbrug også på Gråsten Landbrugsskole, hvor der bliver mulighed for at opleve 160 malkekøer og kalve, grise, store maskiner, som tager sig af 240 hektar, og en naturskole.
Skolen uddanner landmænd og landbrugsledere, og mange af de 220 elever glæder sig til at vise frem i anledning af Åbent Landbrug. jesl